– Vi startede Kreativ basis, fordi bureauerne fik mange elever med forskellig kunnen. De kunne for eksempel være gode til at tegne heste – som jo er en lidt smal og dårlig indgangsvinkel til et job i reklamebranchen. Bureauerne havde ikke selv tid til at skole eleverne, så der var behov for undervisningen på Reklameskolen, fortæller institutbestyrer Joachim Rosentand, McCann Copenhagen, der på Reklameskolen har Mette Lehmann, Bates, og Peter Andreas, O&M, som kolleger.
– Eleverne skal have et talent, som vi skal gøre brugbart. Derfor er de ved start ikke opdelt i tekst og art direction. Undervejs finder eleverne ud af, hvad de er gode til – og måske finder de endda ud af, at de slet ikke skal arbejde i reklamebranchen. Nogle vil måske hellere studere på Journalist Højskolen, på Danmarks Designskole eller på Grafisk Højskole, uddyber institutbestyreren.
– Opgaverne i forløbet gives gennem cases som gruppe- eller enkeltmandsarbejde. Ofte er det opgaver for “rigtige“ kunder.
Hovedparten af eleverne på Kreativ basis er unge – i gennemsnit 21 år. De kommer typisk direkte fra gymnasium, handelsskole eller en kommunikationsvirksomhed. De fleste har job ved siden af uddannelsen på Reklameskolen, så de har meget travlt, når der skal laves større opgaver.
– Kreativ basis er det eneste “hul i hegnet“ til reklamebranchen. Eleverne er ved starten ikke ansat på et bureau. Derfor bruger mange af gæstelærerne forløbet som talentfabrik, så omkring en tredjedel af eleverne ved slutningen af Kreativ basis har fået en elevplads på et bureau.
– Flere er gået videre på dagskole, men det har ikke været meningen. De skulle snarere ud at have “hår på brystet“, mener Joachim Rosenstand.
– Kreativ basis er Skærsilden til reklamebranchen, hvor energi og nysgerrighed driver eleverne. Det gør ikke noget, de ikke kan tegne, de skal derimod forstå at kommunikere og få sat system i det, slutter Joachim Rosenstand.