Lækre billeder, mode for kendere, skønhed for kvinder. Og nu på dansk.
Aller Koncernen begynder at udgive en dansk udgave af Elle fra den 22. september. Magasinet udgives i dag i 41 lande – og med Danmark kommer det op på 42, og det samlede oplag ligger på seks millioner magasiner om måneden. Elle opstod i Frankrig tilbage i 1945.
Magasindirektør i Aller Press Pernille Aalund kalder lanceringen for danmarkshistoriens største magasinnyhed.
– Det er en stor satsning for Aller Press, og vi har store forventninger. Elle er verdens bedst sælgende modemagasin og et meget anset brand i sig selv. Vi har været meget grundige i vores forberedelser og har sammensat det bedste team i branchen, der skal sikre, at dansk Elle bliver et magasin i en liga for sig selv og en ligeså stor succes, som det er i resten af verden, siger Pernille Aalund
Dansk Elle får Cecilie Christiansen, der kommer fra en stilling som chefredaktør på livsstilsmagasinet Where2go, i spidsen som chefredaktør.
Aller udgiver også Elle i Sverige og Finland.
/ritzau/