Mange brands har for alvor fået øjnene op for YouTube som et vigtigt led i markedsføringen, men kanalen er stadig ukendt territorium for mange brands – også livsstils- og modebrands.

– Men målgruppen +25 bruger stadig mere YouTube som en sekundær søgemaskine, og millennials har taget YouTube til sig som deres ubestridt foretrukne underholdningsplatform, så derfor er mulighederne store, lyder budskabet fra Gonzo Media.

Bureauet blev sidste år valgt som ny bureaupartner af lifestyle-universet og e-handelssitet Ellos.dk med netop et mål om at inkludere YouTube som en væsentlig kommunikationsplatform i det kommende år – og nu er første resultat af samarbejdet på vej.

– I en branche som vores er det vigtigt, at vi hele tiden genopfinder os selv. Dette indebærer også de kanaler, som vi møder vores kunder på. Her er YouTube stadig et nyt medie for os, men vi er meget spændte på den rejse ind i YouTube-universet, som vi nu tager ud på, siger Trine Rønsbøl, der er landechef hos Ellos.dk.

Fra blog til vlog

Med den kommende kampagne ”From Blogger to Vlogger by Ellos” har Ellos og Gonzo Media opfundet deres egen måde at arbejde med mediet og influencers på:

– Vi kalder det: ”YouTube the Ellos Way”. Her kan man til foråret i form af et webisode-format på YouTube og Ellos egne kanaler følge talenternes udvikling fra den traditionelle blog til det vlog-univers, som YouTube har bevist er fremtiden for influencers, siger Trine Rønsbøl.

Til kampagnen er en række af Danmarks mest populære bloggere udvalgt til at dyste om at blive det nye ikon på YouTube i en social media-drevet konkurrence om at blive en YouTube-stjerne, og det hele handler om overgangen fra den traditionelle blog til YouTube.

– Det lyder måske simpelt, men det er det ikke, understreger parterne, for virkemidlerne er nogle helt andre på YouTube – herunder filmredigering, personlighed, skærmtække og ikke mindst høj disciplin.

For at hjælpe bloggerne på vej, skal de igennem et skræddersyet træningsforløb, som har ti formål at give dem det bedste afsæt for at blive Danmarks ”next generation YouTube talent”.

Fire kendte navne

Træningsforløbet er udviklet i samarbejde med Gonzo Media, som repræsenterer nogle af Danmarks populære YouTube-idoler, og hos Ellos.dk ser Trine Rønsbøl frem til, at satsningen går i luften:

– Vi glæder os helt vildt til at kickstarte 2017 med en kampagne og et unikt talentprogram målrettet YouTube med nogle af Danmarks stærkeste ikoner – men på en ny medieplatform, siger hun.

De udvalgte bloggere, som nu giver sig i kast med YouTube, er Marie Hindkær, Christina Dueholm, Maria Jernov, & Sophia Roe, og det håber parterne kan trænge igennem til målgruppen:

– Mange i vores målgruppe har installeret ad-blockers, hvilket gør det svært at ramme dem kun via traditionel markedsføring. Netop derfor er samarbejde med influencers på YouTube oplagt, og samtidig giver videoformatet en helt anden måde at interagere med lifestyle- og modebrands på, så vi glæder os til at følge, hvordan bloggerne tager YouTube til sig, slutter Trine Rønsbøl.

Kampagnen lanceres til marts 2017, og serien udgives på Ellos.dk, samt på de fire pigers egne kanaler.

Vinderen af talent-konkurrencen vil blive kåret på baggrund af seernes valg, og den kendte og populære YouTube-stjerne Astrid Olsen vil fungere som medvært.