Elretur, der er en non-profit forening for producenter og importører af elektriske og elektroniske produkter, lancerede for tre år siden en oplysningskampagne, som havde til formål at få folk til at deponere deres husholdningsbatterier forsvarligt.
Kampagnen, der blev til i samarbejde med Sunrise og mediebureauet IUM, introducerede os for en temmelig fyrig Bodil Jørgensen.
Hun detonerer under et hyggeligt middagsselskab, da hun opdager, at hendes mand, Claes, har smidt husholdningsbatterier i skraldespanden.
I filmen lærte vi danskere, at vi ikke skal fucke med grundvandet, og det er ikke for meget sagt, at kampagnen har været et hit for Elretur.
Den har bl.a. performet fornemt i posttest med skyhøj liking og mere end 90 pct. budskabsforståelse.
Læg dertil en række hædersbevisninger, heriblandt en Zulu Award for årets bedste reklamefilm og en plads blandt de 10 all time bedste spots i DR’s OBS-udsendelser.
Et logisk genvalg
Elretur har selvfølgelig været glade for kampagnen, og derfor var det logisk at give genvalg til både Sunrise og IUM, da foreningen besluttede sig for at revitalisere oplysningsindsatsen.
Det store spørgsmål var således ikke, ”hvem” der skulle lave den nye kampagne, men snarere ”hvordan”.
– Der har hvilet et tungt pres på vores skuldre, siger Jeppe Bo Ebstrup, partner i Sunrise.
– Den første film er blevet folkeeje, og begrebet at fucke med grundvandet er i dag en catchphrase, vi støder på i alt fra tweets til reality tv, fortsætter han.
Fortællingen fortsætter
Da Elretur ikke har et specielt stort mediebudget, og da budskabet generelt hører til i den mere lavinvolverende ende af skalaen, er det kommunikationsmæssigt oplagt og mediestrategisk mest rigtigt at fortsætte fortællingen, mener Jeppe Bo Ebstrup.
– Da vi lavede den nye film, var vi derfor meget bevidste om, at vi har en kontrakt med publikum, som skal opfyldes. Det er lidt ligesom, når vi ser julekalender. Vi kender universet, vi kender hovedrollerne, vi kender historien og vi ved dybest set godt, hvad der skal ske. Vi ved bare ikke hvordan, det kommer til at ske.
– Og det er hele tændsatsen for den nye kampagne, som skydes i gang i starten af september, slutter Jeppe Bo Ebstrup fra Sunrise.
Filmideen er udviklet af Janus K. Jauch, Creative Director, og Bue Peitersen, Senior Copywriter. Filmen er – i lighed med den første film i serien – produceret af Circus Alphaville og instrueret af Christoffer Boe.
Se den nye film her: