Stemningen er efter alt at dømme helt i bund i det kriseramte justitsministerium, hvor Mette Frederiksen (S) har sat sig for at rydde op.
Ud over degraderingen af departementschef Anne Kristine Axelsson har også embedsværket fået at mærke, at en ny chef har taget over som politisk chef, skriver Politiken.
Ifølge avisens oplysninger udløste det torsdag et krisemøde, hvor omkring 80-100 embedsmænd mødtes med en repræsentant fra fagforeningen Djøf.
På mødet berettede flere af embedsmændene om et tilspidset og hårdt arbejdsklima i relationen til ministeren.
Mette Frederiksen ser ikke umiddelbart ud til at synes, at noget skulle være galt, og hun afviser at have gået for voldsomt frem.
– Jeg har haft et møde med alle Folketingets partier, hvor de har udtrykt nogle forskellige kritikpunkter af samarbejdet mellem Folketinget og Justitsministeriet.
– Det ville være mærkeligt, hvis jeg som minister ikke tog det alvorligt. Derudover kan jeg ikke se, at jeg skulle have banket specielt hårdt i noget bord, siger Mette Frederiksen til Politiken.
/ritzau/