Flere højtstående jurister fortæller i en ny bog, hvordan de leverer juridiske vurderinger med én konklusion til skiftende ministre, mens Folketinget i flere tilfælde har fået den direkte modsatte vurdering.

Det skriver Berlingske.

Påstandene bliver anonymt fremsat i bogen “Mørkelygten”, der er skrevet af den Cavling-vindende journalist Jesper Tynell.

Især inden for EU-retten tilpasser juristerne med åbne øjne deres vurderinger og notater til ministrenes politiske ståsted.

– Jeg har siddet og lavet lovgivning, hvor jeg har fået drejet armen rundt. Hvor jeg som embedsmand sagde: “Hvis jeg gør det her, så er det sådan og sådan og sådan”. Men så tager man en politisk beslutning. Som embedsmand må jeg bare sige: “OK, det gør jeg”, siger en af regeringens jurister ifølge Berlingske i bogen.

Ifølge “Mørkelygten” er det normal praksis, at Folketingets udvalg ikke får de samme juridiske oplysninger som regeringen. Dermed skal de folkevalgte ofte tage beslutninger i folketingssalen på et forvrænget grundlag.

Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S) er dybt bekymret over sagen, og den bliver nu taget op i det såkaldte Nordskov Nielsen-udvalg i Folketinget, som har til opgave at kulegrave det danske embedssystem.

/ritzau/