Den norske it-virksomhed Cxense har haft den store pengepung fremme og betalt 10 mio. dollar, eller godt 55 mio. kroner, for at købe danskfødte Emediate ud af den internationale koncern Ad Pepper.
Planen er at gøre selskabet til verdens førende leverandør inden for Big Data og digital annoncering, som er reklamebranches vækstområde nr. 1 i disse år. Europæiske online annonceinvesteringer nåede i 2012 således 24 milliarder euro, mens man i USA forventer, at 22 % af alle annoncekroner i 2013 vil blive brugt på digitale annoncer.
På globalt plan vil investeringer i annoncering nå op på 503 milliarder dollars.
Går Google i bedene
Indtil nu har det primært været store it-selskaber som Google og Amazon, der har haft kapaciteten til at bruge Big Data til at lave målrettede online-oplevelser for brugerne, men norske Cxense håber med opkøbet, at de nu også kan levere den indsigt og de fordele til mediehuse i hele verden.
– Cxense giver virksomheder muligheden for at bruge deres data til at interagere med de rigtige modtagere, i den rigtige kontekst, på et splitsekund. Emediate udvider vores annonceringsudbud og tilvejebringer de nye muligheder fra Big Data teknologier til nogle af markedets førende mediehuse, siger Pål Petersen, der er kommerciel direktør i Cxense.
Cxenses vækst er accelererende, og indtægterne er steget med 100 procent i år. I 2012 vandt Cxense en ”Red Herring”-pris for at være blandt de 100 mest innovative teknologivirksomheder i verden.
Emediate har en global kundebase bestående af 180 mediehuse – herunder Schibsted Media Group, Eniro, MTG, Alma Media, TV2 Danmark, og Nyheter 24 i Skandinavien. Cxense har en global kundebase, som består af bl.a. The Economist, Yomiuri (verdens største avis målt på oplag), Polaris Media, Naspers, Tamedia, Archant, og Grupo RBS.
Opkøbet blev finansieret af en aktieemission over for de eksisterende Cxense aktionærer og udvalgte nye investorer. Aktieemissionen indbragte i alt 15 millioner dollar.