Den danske filmfotograf David Katznelson har vundet en af tv-branchens mest prestigefulde priser, en Emmy Award.
Prisen faldt i kategorien ”Outstanding Cinematography for a Miniseries or a Movie” for David Katznelsons arbejde med den britiske tv-serie Downton Abbey, og den danske filmfotograf er naturligt nok meget glad for hædersbevisningen.
– Det er da en anerkendelse, en blåstempling af mit arbejde, som jeg selvfølgelig er meget, meget glad for, siger han.
Han ser også prisen som en slags ”markedsføring” af sine kompetencer.
– Hvis du vil videre i en karriere som filmfotograf, er det vigtigt, at der er opmærksomhed omkring din person. Og når man som jeg hele tiden læser manuskripter, går til møder osv, er det ikke så ringe at have en Emmy Award med i tasken. Så det er klart en milepæl for mig, siger David Katznelson.
Han fotograferede sidste år også den danske spillefilm ”Hold om mig”, instrueret af Kaspar Munk – herfra stammer fotoet på siden her.
I reklamefilm-branchen har han imidlertid – i hvert fald ikke endnu – gjort sig bemærket. Men det kan jo komme.
– Nej, jeg har ikke fotograferet reklamefilm, men det ville helt sikkert være en spændende udfordring. Det er et interessant område, hvor man i modsætning til spillefilm og serier skal fortælle en historie på meget kort tid, siger David Katznelson, som dog tidligere har været i berøring med reklameverdenen – han startede for 20 år siden som ”altmuligmand” hos det nu hedengangne produktionsselskab BSL (Blarke Sonne Levring).  
Se et klip fra Downton Abbey gennem David Katznelsons linse her.
/embed>

Downton Abbey, David Katznelson from
David Katznelson on
Vimeo.