Den internationale bureaugruppe Dentsu Aegis Network ændret navn til dentsu på tværs af 145 markeder, oplyses det i en pressemeddelelse.

– Overgangen fra Dentsu Aegis Network til dentsu markerer en ny æra for vores organisation, lyder det blandt andet fra Ulrik Petersen, CEO, dentsu Danmark, i meddelelsen.

Det tidligere navn stammer fra 2012, hvor japanske dentsu inc. købte britiskbaserede Aegis Group.

Den del af forretningen, der lå udenfor Japan, fik navnet Dentsu Aegis Network, og med navneændringen vil gruppen “knytte tættere bånd til sit japanske ophav”, oplyses det i meddelelsen.

Ny organisering

Facts om dentsu:

  • I Danmark har dentsu mere end 500 ansatte fordelt på et kontor i Aarhus og to kontorer i København.
  • Den danske del af dentsu består af bureauerne Carat, Vizeum, dentsu X, iProspect, MKTG og isobar.
  • På verdensplan har dentsu mere end 66.000 ansatte, og bureaugruppen har kontorer i 145 forskellige lande.

Foruden forkortelsen af navnet har bureaugruppen også valgt at organisere sig på en ny måde, så det nu sker efter følgende tre forretningsområder: Media, Creative og Customer Experience (CXM).

Det skal, ifølge meddelelsen, blandt andet sikre større faglighed og øget videndeling på tværs af gruppen.

Desuden ”vil den nye organisering og strategi give dentsus medarbejdere mulighed for at arbejde med karriereformende opgaver”, lyder det i meddelelen.

Mere samfundsansvar

Endelig vil bureaugruppen, der er blandt verdens største, fremover have samfundsansvar som ”en væsentlig del af gruppens strategi”.

Det giver sig udslag i forskellige initiativer, heriblandt brug af 100 procent vedvarende energi på globalt plan.

Dertil kommer undervisningsprogrammet The Code, hvor dentsu har som ambition ”at dygtiggøre mindst 1.000 unge årligt indenfor marketing, medier, data, teknologi og Customer Experience”.

– Videndeling på tværs af landegrænser bliver en essentiel del af vores forretning, og det vil være med til skabe værdi for både kunder, ansatte og for samfundet. Jeg glæder mig til et endnu stærkere bånd til vores japanske forretning, som i årtier har leveret banebrydende innovation og outstanding medie- og marketingløsninger, siger Ulrik Petersen, CEO, dentsu Danmark, i meddelelsen.

Navneændringen træder i kraft den 12. oktober 2020, oplyses det i meddelelsen.