I 2009 stiftede Tina Ravn netværksbureauet De Allierede, i 2010 kom Christian Nielsen til, og gennem de følgende år voksede det lille bureau sig særdeles succesfuldt.

Så succesfuldt, at reklamekoncernen Partners sidste efterår hev tegnebogen op og købte bureauet, hvorefter de to daværende ejere Tina Ravn og Christian Nielsen blev Client Service Directors hos Partners.

Men nu – efter knapt et år – har Tina Ravn valgt at sige sin stilling op og forlade Partners igen.

– Det har ikke været nogen nem beslutning, men vi kunne ikke nå til enighed omkring bureauets fremtidige struktur og drift, og så valgte jeg at træffe beslutningen om at sige op, siger Tina Ravn.

Hun understreger, at der ikke har været tale om hverken drama eller smækkede døre, så frem til 1. september sidder hun således fortsat hos Partners.

– Jeg afleverede min opsigelse i juni, og er lige nu i gang med overlevere opgaver i god ro og orden, siger hun og lægger ikke skjul på, at hun – trods uenighed om struktur og drift – vil savne både sin kolleger og sine kunder.

Og hvad skal der så ske nu?

– Det kan jeg slet ikke sige noget om endnu. Jeg har nogle forskellige tanker og muligheder, men først skal jeg lige have afsluttet tingene her hos Partners, og så må vi se, hvad der sker.