Fornuften sejrede, bureaukratiet tabte. Det er den korte version af Folketingets seneste vedtagelse før sommerferien. Nu er det nemlig tilladt for virksomheder at give de ansatte mindre personalegoder eller gaver til en værdi af højst 1.000 kr., uden at det udløser skattepligt for de ansatte.
‒ Det kan lyde som en ligegyldig vedtagelse, men sandheden er, at kulturinstitutioner som teatre, museer og idrætsklubber får betydelig glæde af den nye ”bagatelgrænse”, siger sponsoreksperten Steen Leth-Jørgensen, partner TBDA, The Business Development Agency, der både tænker sponsorater og nye muligheder for virksomheder og organisationer til at markedsføre sig.
Hvorfor?
‒ Der er både en psykologisk og en praktisk barriere for, hvornår virksomheder udnytter deres sponsorater. Hvis man skal opgive gratis billetter til skattevæsenet, er der mange medarbejdere, der ganske enkelt ikke orker bureaukratiet. At gå i teatret, på et museum eller ned i den lokale sportsklub bør jo ikke udløse tanker om, hvordan irriterende det er efterfølgende at opgive dem til skattevæsenet.
‒ Der ud over giver den nye bagatelgrænse virksomhederne bedre muligheder for at brede sponsorater ud til alle medarbejdere, så selve sponsortankegangen får et løft. Jeg tror, uden at turde sætte tal på øvelsen, at virksomhederne får langt mere ud af deres sponsorater, og samtidig får kulturinstitutionerne og idrætsklubber et betydeligt løft i indtjeningen. Alene det at der kommer flere mennesker i teatret og på sportsarenaerne vil løfte sponsorindtjeningen, slutter Steen Leth-Jørgensen.
Forslaget blev vedtaget i sidste uge med 107 stemmer for og nul stemmer i mod.  Det vil sige, at V, S, DF, SF, de radikale, Enhedslisten, Kristendemokraterne og Anders Samuelsen og Co står bag det nye lovforslag.