Fire danske arbejder var indsendt til PR-kategorien ved Cannes Lions, men blot det ene formåede at kvalificere sig til finalen.

Det var det københavnske bureau Inkognito, som blev shortlistet med ”Worlds Thickest Book” for Min A-Kasse.

Arbejdet var indsendt i to underkategorier: Best Use of Live Events og Public Affairs, men kvalificerede sig kun i sidstnævnte.

De øvrige indsendte arbejder i kategorien var Robert/Boisen & Like-mindeds ”The Generous Store” for Anthon Berg/Tom’s og Uncle Greys ”It’s Hard To Improve Perfect” for JBS.

PR-kategorien, som i år har en dansk dommer med i skikkelse af Kresten Schultz-Jørgensen, Lead Agency, har kun eksisteret i fire år, og generelt har antallet af indsendte arbejder været stigende: fra 431 styk det første år til i dag 1130 arbejder globalt set.

Det er ikke en kategori, der typisk rummer mange danske indsendelser: 2 styk i 2009, 3 i 2010, 1 i 2011 – og altså 4 i år.

Vi har aldrig hidtil vundet priser i kategorien – men nu er chancen der altså for Inkognito og ”Worlds Thickest Book”.

Og så er der i øvrigt endnu en chance – den tredje alene i dag – for Carlsbergs ”Bikers” fra belgiske Duval Guillaume for at vinde løver. Kampagnen er nomineret i både Direct, Promo & Activation og i PR.

PR-løverne uddeles sammen med Direct- og Promo-løverne mandag aften.

Markedsføring  er til Cannes Lions hele ugen. Følg med her og via Twitter:#CanneslionsDK.