– Måske virker jeg ikke særlig seriøs, når jeg fotograferer. Vi griner og pjatter meget – og jeg nyder virkelig det jeg laver. For mig er det en leg, smiler Kenneth Rimm.

Og som han sidder d‚r på en af Københavns smarte caf‚er i hvid t-shirt og cowboybukser, ligner han da også mest af alt en dreng. En glad dreng – men også en stolt dreng. En dreng der har været på de rigtige steder på de rigtige tidspunkter.

Kenneth Rimm er nemlig ikke nogen helt almindelig fotograf. Først og fremmest er han selvlært, og så er han ellers gået til faget uden at vide, hvilken dagsorden der ellers lå i branchen.

– Jeg har bare gjort ting. For til at begynde med var jeg slet ikke klar over, hvordan branchen fungerede, siger han. Og den taktik må siges at være lykkedes. I løbet af de første godt ti år af sin karriere er han nået langt. Så langt at han netop har lavet 15 billeder til Wallpaper, for to år siden vandt en pris i USA og i dag har en agent i New York.

– Jeg fik nærmest dårlig samvittighed over, hvor mange penge jeg tjente. På det tidspunkt havde jeg svært ved at fatte, at jeg var pengene værd, siger Kenneth om, hvordan han havde det med sit første job for agenten Creative Management Partners.

Det var sidste efterår, og indtil videre er det blevet til tre jobs i det regi. Til gengæld har det ikke skortet på hverken reklameopgaver eller portrætopgaver – og portrætfotografiet er præcis det han allerhelst vil arbejde med.

Ud i verden

Men det hele startede egentlig da Kenneths far forærede hans mor et kamera.

– Min far er lærer, men har altid interesseret sig for at lave billeder. Og det syntes han måske også, at min mor skulle. Men kameraet lå bare i skuffen og jeg tænkte, at så kunne jeg da lege lidt med det, husker han og tilføjer, at det på den måde egentlig var et tilfælde, at det lige blev et kamera og ikke en guitar han fik i hånden.

– Jeg har aldrig haft et udtrykt ønske om at ville være fotograf. Men det greb mig.

Dengang var Kenneth i begyndelsen af 20’erne og lagde ud med at arbejde gratis i et studie. Og d‚r lærte han, hvad det vil sige at fotografere flæskesteg og remoulade til dagligvarehandlens mange tilbudsaviser. Men Kenneth ville mere end det – og det kunne hans læremester mærke. Rent faktisk blev Kenneth fyret og valgte derfor at rejse ud i verden. Først til L.A. hvor han sugede til sig fra alle hjørner af fotokunsten, og efter nogle år tilbage i Danmark tog han tre år til London.

– Da jeg kom hjem fra L.A., var jeg blandt andet en tur hos Euroman. Jeg sagde, at jeg gerne ville fotografere kendte mennesker og viste dem, hvad jeg ellers havde lavet. Jeg tror de syntes, at jeg var meget anderledes, men de gav mig alligevel en chance, fortæller den 31-årige Kenneth Rimm, der herefter arbejdede freelance et års tid for Levende Billeder og desuden har arbejdet en del for blandt andre Saatchi og BBDO.

Det var da også en af de kreative på BBDO, der gjorde sit til, at Kenneths internationale karriere kom på skinner.

– Han spurgte, om han ikke skulle tage mine billeder med til USA, og et stykke tid efter blev jeg ringet op af et amerikansk bureau, der ville bruge mig til en af deres kampagner. Senere blev kampagnen så nomineret til en række priser i Minneapolis. Jeg tog derover – og det var fantastisk, smiler han og tilføjer, at det så var året efter han fik sig en agent i New York.

Ubevidst terapi

Kenneth Rimm har ikke svært ved at huske sin karrieres højdepunkter, men på spørgsmålet om hvilken type fotograf han er, og hvordan han ser sig selv i branchen, tager Kenneth sig en god pause. Han kigger ud ad vinduet, som om svaret er at finde ude blandt folk på gaden.

– Mange ser mig som modefotograf, men jeg er nok mere portrætfotograf. Jeg er ikke så meget til effekter og form, men mere til det rolige og rene. For mig handler det om udtryk – om at skabe et personligt udtryk – og om at have teknikken og stylingen i orden. Mit sind og min personlighed afspejler sig i mine billeder – og det er både spændende og skræmmende, hvor meget ‚ns humør betyder, siger han eftertænksomt og synes selv at svaret lyder lidt kryptisk.

– Når jeg kigger tilbage i mine billeder, kan jeg se, at udtrykket med tiden har ændret sig. Og det skulle det da også helst. Indenfor det seneste halve år er jeg nok vendt lidt tilbage til det med at gå til folk med træsko på. Mine billeder er måske blevet mere fandenivoldske, vurderer han, mens vi bladrer i mappen med alt fra tunge s/h billeder til de mere umiddelbare i farve.

Kenneth holder igen en pause og kigger ud af vinduet.

– D‚r hvor jeg tænker mindst, er når jeg fotograferer. Det er en slags ubevidst terapi …. eller måske er et ubevidst behov en bedre måde at sige det på. Omvendt skal man ikke nødvendigvis krænge sjælen ud på sig selv hver gang, understreger fotografen, der efterhånden har forvandlet sig til en mere og mere tænksom dreng.

– Minde billeder svinger også meget. For hvis man ikke er helt dernede, får man heller aldrig lov at komme helt derop, smiler han og peger mod loftet. Og så går vi ellers ud i det danske efterår, der dog denne dag minder mere om forår. Hvis Kenneth selv ku’ bestemme, er det da også i Danmark han helst vil slå sig ned.

– Det betyder meget for mig at have mine nære venner tæt på. Så hvis jeg har det godt rent arbejdsmæssigt, er det helt klart her jeg vil være. Men på den anden side er det også ved at være sidste udkald, hvis jeg skal gøre karriere i udlandet, lyder det fra den stadig filosoferende fotograf, inden han sætter sig op på sin cykel.


Billede af “neger i pels” og pige i striber