Dansk Markedsførings tidligere salgs- og marketingdirektør, Christian Wennevold, er på udkig efter nye udfordringer, og mellem jul og nytår fik han optaget et video-CV hos firmaet imarketing, der har alle de tekniske faciliteter.

Fra starten af det nye år er ”kampagneplanen” så blevet rullet ud, og med meget, meget opmuntrende resultater.

– Det har overgået mine vildeste forventninger, fortæller Christian Wennevold, der i seks år var medlemschef hos Forbrugerrådet Tænk og før det i to år huserede som direktør for bladsalg i Politikens Hus.

– Jeg lagde mit video-CV på YouTube, LinkedIn og Facebook, og på en uge har der været over 15.000 visninger, 185 delinger og 364 likes på Facebook, 652 visninger og 83 likes på LinkedIn samt 400 visninger på YouTube.

– Indtil videre har det resulteret i otte møder med potentielle virksomheder. Og efterfølgende tager jeg fat på 1:1 markedsføringen, hvor CV’et vil være en naturlig del af henvendelserne til headhuntere og potentielle arbejdsgivere.

Husk det professionelle set-up

Det er den digitale udvikling, der betyder, at man kan få lavet et professionelt video-CV for relativt få penge.

Christian Wennevold udarbejdede inden optagelserne et manuskript, han sendte til imarketing. Virksomheden sikrede så den nødvendige coaching og via en prompter assisterede med afviklingen.

– Når man ikke bare selv kan afvikle sin egen optagelse, skyldes det, at netop i jobsøgnings-situationen bør et CV fremstå professionelt. Det sikrede imarketing for en pris på omkring 5.000 kr. for de 3-5 nødvendige optagelser.

– Hele projektet varede omkring en time, og imarketing bidrog med sparring til manuskriptet, redigeringen og oplægningen af videoen, samt udrulningsplanen.

– Det er i virkeligheden ikke et nyt værktøj eller fænomen, lyder det fra imarketing. ”Virksomheder bruger det jo i stor stil, lige fra den rene indholdsproduktion til at få fat i de rigtige medarbejdere. Og naturligvis kan almindelige danskere gøre præcis det samme. Effekten er imponerende, slutter Christian Garrelts fra imarketing.

Husk at lægge videoen direkte ind på Facebook, hvis dette medie anvendes. Derved undgås de irriterende pre-rolls, som YouTube bruger som finansieringskilde.

Resultatet er overbevisende og kan ses her: