Jyske Bank og printerfabrikanten Lexmark har netop indgået en strategisk samarbejdsaftale, der i første omgang omfatter levering af i alt 500 laserprintere – heraf er 150 farveprintere og resten sort/hvide printere.
Det er farveprinterne, der er de mest interessante i denne sammenhæng, for dermed er Jyske Bank den første finansielle virksomhed i Danmark, der indfører decentralt farveprint i blandt andet sine 122 filialer landet over.
– Kongstanken med dette projekt har været at højne printkvaliteten i de enkelte afdelinger, og vi er ganske klar over, at farver er vejen frem, siger Jørgen Pedersen fra Jyske Banks afdeling for kontorautomation.
Han fortæller videre, at man tidligere har forsøgt sig med fortrykte blanketter, som efterfølgende blev puttet i printeren for påtrykning af selve teksten, men det slog ikke rigtig igennem – dels fordi man i for høj grad var bundet op af blanketternes udseende, dels fordi processen ganske enkelt var for besværlig.
FARVER ER VIGTIGE
– Men som nævnt anser vi farver i vor kommunikation for at være ganske væsentlig. Specielt som finansiel – og måske lidt “kedelig“ virksomhed – er det vigtigt at have mulighed for at synliggøre de vigtige budskaber og gøre dem kommunikationsmæssigt interessante, siger Jørgen Pedersen.
Ideen med de decentrale printere er kun en del af et større projekt, der har fået titlen Kundevenligt Print. Det betyder, at ikke kun markedsføringsmæssige, men også informationsmæssige udsendelser som f.eks. årsopgørelser og kontoudtog skal kunne peppes op, og dette næste skridt vil følge i løbet af et par år.
– Jeg tror kunderne bliver glade for initiativet, og nogen har sikkert syntes, vore breve var for kedelige. Men basalt set er projektet initieret indefra via vores egen organisation, da vi som nævnt mener, at den skriftlige profil er vigtig for en bank.
Der er en række kunder, f.eks. delkunder, der kun er i kontakt med os via skriftlig kommunikation, og derfor er det meget vigtigt for os i breve etc. umiddelbart at kunne signalere, hvad det er vi kan, siger Jørgen Petersen.
CENTRAL OVERVåGNING
Fra Jyske Banks hovedsæde i Silkeborg er der mulighed for at overvåge samtlige decentrale printere. I princippet er dette muligt på permanent basis, men man har valgt en anden løsning, nemlig at medarbejderne ringer til den centrale hotline, hvis der er problemer.
Fra hovedsædet kan man via koncernens edb-net ikke blot identificere problemerne, men også løse mange af dem – men hvis der f.eks. skal skiftes toner, må medarbejderen naturligvis selv i aktion.
De nye printere erstatter alle eksisterende i hele koncernen og aftalen med Lexmark er ikke blot et vigtigt led i Jyske Banks strategi på printområdet om et kvalitetsløft, men skal samtidig være med til at understøtte bankens forretningskoncept, som man kalder “Jyske Forskelle“.
Det handler om ønsket om, at alle dokumenter skal kunne uskrives i farve i alle afdelinger såvel som centralt og, at alle kunder skal opleve en ny verden med farver og grafik – understøttet af et mere ligefremt og nærværende sprog.
KUNDERNE ER GLADE
– Jyske Banks mål er at være så tæt på kunden som muligt. Nu kan den enkelte medarbejder lave personlige budskaber i farve, visualisere forslag på computeren og umiddelbart printe dem ud til kunden.
Vi gennemførte tidligere på året et forsøg med den valgte printerløsning i udvalgte afdelinger, og tilbagemeldingerne fra kunderne var positive, idet de oplevede en hurtigere og mere personlig respons på deres ønsker samt i det hele taget en bedre kundeservice, siger Jørgen Petersen.
Også fra Lexmarks side synes man i sagens natur, at konceptet er interessant. Jyske Bank havde godt nok også andre printermærker i kiggerten, men skønnede altså, at her og nu udgør det valgte den bedste løsning.
Der er dog næppe nogen tvivl om, at konceptet vil brede sig – måske også til Den Danske Bank, BG Bank, Bankernes EDB-Center, Bankdata og Sparekassernes Data Center, som også er på Lexmarks kundeliste.