Victoria and Albert Museum – eller V&A, som det officielt hedder – er næppe et museum, danske reklamefolk ofrer mange tanker eller tid på, når de er i London. Det tog sammenlagt 25 år at bygge museet, der blev åbnet i 1857. Det er en kolos med mere end 11 km udstillingssale, så man skal have god tid og en rimelig kondition, hvis man vil se det hele.
V&A har en af verdens største samlinger af kunst, brugskunst og design. Og når man kommer ind i museet og begynder fra en ende af, skal man være interesseret i f.eks. indisk og kinesisk kunst eller klædedragter gennem flere hundrede år for at overleve de første mange sale.
Nogle, måske de fleste, vil synes, at det er et lidt støvet museum – i mere end en forstand. Farveholdningen på vægge og trapper ser unægtelig ud til at være forestået af en kloakarbejder. Eller også har der bare ikke været råd til en malerkost siden 1857.
Men der er faktisk meget at se. P.t. en. fotoudstilling, der beskæftiger sig med mode og portrætbilleder.
Hvis man besøger V&A inden den 14. januar næste år, bliver man endda rigtigt godt belønnet for sin tålmodighed. Indtil da lægger museet nemlig rum til den første europæiske udstilling om brands. Og den er ikke uinteressant, især hvis man har reklame og markedsføring som sit levebrød.

ALLE REKLAMECHEFER BURDE SE UDSTILLINGEN
Udstillingen har fået titlen Brand.New. For alle os, der arbejder med brands til daglig, er der ikke umiddelbart så meget nyt. Men det er alligevel overraskende og lærerigt at se, hvordan ikke-reklamefolk ser på emnet. Især museumsfolk.
Oprindeligt skulle det blot have været en udstilling om design. I stedet er det blevet en udstilling, der viser, hvordan produkter får personlighed, og hvordan personligheden til sidst bliver produktet.
I det fyldige udstillingskatalog – 226 tætskrevne sider, der godt kunne bruges som lærebog på Reklameskolen – hedder det bl.a., at Coca-Cola stadig ville overleve, selvom virksomheden tabte hele sin kapital, og alle tappeanlæg, lastbiler osv. forsvandt i løbet af en nat. Til gengæld ville den gå konkurs, hvis alle kunderne i løbet af en nat fik kollektivt hukommelsessvigt og ikke længere kunne huske noget som helst om Coca-Cola. En interessant metafor, der burde give alle reklame- og marketingchefer noget at tænke over!
Udstillingen er i hvert fald det ultimative bevis på, at det ikke er den berømte formel på Coca-Cola, der gør forskellen. Det er i høj grad også flaskedesignet, reklamefilmene og alt det andet “originale“, der har givet produktet liv og personlighed i godt og vel 100 år.
Man kommer ind på udstillingen via et rum, der er bygget op med skråninger, hvor hundredvis af små kunstige blomster står og svajer i blæsten fra en vindmaskine. Når man kigger nærmere, er det ikke blomster. Det er logoer.
Både blæsten og blomsterne er meget symbolske. Og jeg følte mig næsten som en brand junkie, da jeg gik ind.

NOGLE BRANDS DøR AF MANGEL På – HVAD?
Efterhånden som man kommer igennem udstillingen, er der en bestemt ting, som stikker i øjnene: Det koster penge at være et stort brand. Beviset finder man bl.a. i form af et foto fra 1898, der viser en reklamesøjle med mere end 50 forskellige “brands“. Jeg kunne kun nikke genkendende til navne som Lipton Tea, Quaker Oats og Nestle. Alle de andre må være afgået ved døden. Som reklamemand spørger man uvilkårligt sit selv: Hvorfor?Mangelen på penge er naturligvis ikke den eneste grund. Men uden penge til markedsføring er det helt umuligt. Hvor meget koster det så at være et multinationalt brand? Og hvad skal der mere præcist til?
Nu er det ikke en analytisk udstilling, selv om der står både antropologer, sociologer, designere og andre gode hoveder bag den. Det er en beskrivende udstilling. Man kan i bedste fald sige, at den tager temperaturen på brands i dag. Derfor er der heller ikke noget tal, der afslører, hvor mange penge f.eks. Nike bruger om året på at holde sit brand på top-ten. Og hvis man leder efter brandguruen David Aakers 10 guidelines til et stærkt brand, så går man også forgæves.
Til gengæld har udstillingen nogle bud på, hvad der kendetegner et brand. Overskrifterne her er samvittighed, respektløshed, loyalitet, status, autenticitet, autoritet og venskabelighed. De syv begreber er præsenteret i syv mindre rum, der var tætpakket i den tid, jeg var på udstillingen. Og det tror fanden. Som almindelig forbruger er det overvældende at blive præsenteret for al det junk, der produceres for at holde et brand i live.
Set fra en professionel synsvinkel synes jeg nogle af udstillingens begreber forekommer lidt modstridende. Men det understreger måske blot, at der ikke findes nogen endegyldig formel på, hvordan man skaber et brand. Udstillingen har det i hvert fald ikke.

BRANDS KAN GODT KOMME I MODVIND
I Danmark ser vi ikke meget til de græsrodsbevægelser, der bekæmper den stigende kommercialisme og “brandificering“. Specielt i Nordamerika er de stærke.
Det fortæller udstillingen også om. F.eks. har det canadiske kaffemærke Starbuck åbnet en lang række moderne kaffebarer i Canada, USA og senest også England. Og i USA og Canada starter mange af dem med at blive smadret til ukendelighed, når de har åbnet. De militante grupper var også aktive ved det sidste Verdensbankmøde i Pragh, hvor der også blev gået til den.
Brand-stormerne er samlet i forskellige organisationer, bl.a. Adbusters, der hører til de ikke-voldelige. De kører annonce-kampagner, der til forveksling ligner de kampagner, som de store brands selv kører. Og det gør de med forrygende humor. Man kan faktisk blive helt inspireret ved at følge deres arbejde på hjemmesiden adbusters.org.
De store brands er ikke kun udsat for pression fra græsrodsbevægelser. De bliver også kopieret i stor stil. Chancen for at blive snydt er faktisk meget større, end vi forestiller os på vores velordnede breddegrader. Der er simpelthen flere penge i at kopiere et etableret brand end at skabe sit eget. Men det bliver nærmest ironisk, når man kan finde et par Nike kondisko med Addidas såler!
Brand.New er en udstilling, der næsten burde være obligatorisk pensum for alle i vores branche. På den ene side demonstrerer den, hvor stort et fodaftryk vi har sat på vores tid. På den anden side afslører den, at aftrykket stammer fra en sko, der måske er alt for stor i forhold til foden!