Aalborg Universitet er Nordjyllands svar på Roskilde Universitet. Her handler det om at sætte mennesket i centrum i et projektorienteret miljø. Dette bliver i kampagnen kommunikeret af en hjerne formet af menneskekroppe, som symbol på intelligens og kyndighed, og ikke mindst på de humane værdier der ligger bag.
Universitet har gjort en del ud af sin markedsføring siden 1993, og bruger omkring 2 millioner kr. om året på både image- og hvervekampagner.
– Som uddannelsessted i et udkantsområde er vi nødt til at tænke i kontinuerlig markedsføring, fortæller informationschef Allan Clausen fra Aalborg Universitet.
– Det er jo ikke produkter men uddannelse “vi sælger”, og på grund af vores beliggenhed og de små årgange er vi nødt til hele tiden at arbejde på at være top of mind hos de potentielle studerende, siger han og tilføjer, at universitet siden den kontinuerlige markedsføring startede i 1993, har oplevet stor popularitet på ingeniøruddannelsen – En uddannelse andre universiteter i landet har svært ved at få nok studerende til.
– Hjernen bliver skabt ved hjælp af 3D-computeranimationer, hvor man ser mennesker lægge sig side om side på jorden – én efter én. De lægger sig til rette og langsomt går puslespillet op. Den menneskelige hjernes form bliver skabt af deres kroppe, og da Aalborgs Universitet til sidst afslører sig selv som afsender, bliver symbolikken vagt til live. Her er et uddannelsessted, der lægger vægt på teamwork – og som flytter fokus væk fra benhårde facts til det dynamiske menneske som producent af viden, fortæller tekstforfatter Charlotte Stougaard fra Okkels+Fedder.
Kampagnen starter i morgen lørdag på TV3 og TV2 Nord. Reklameblokkene på tv bliver suppleret af en landsdækkende annnoncering. I Nordjylland bliver indsatsen forstærket af outdoor, og det hele bliver afsluttet af biografreklame, som kan følges i slutningen af året. pia