Som repræsentanter for det uafhængige forum Branding Aalborgfremlagde Steen Bjerre og Leo Griffin i Markedsføring d. 10. maj et spændende oplæg til debat om Aalborgs fremtidige profil.
Ifølge Bjerre og Griffin skal Aalborg brandes. Dette indebærer blandt andet, at vi skal til at finde Aalborgs helt unikke profil – altså det der gør byen anderledes og speciel i forhold til andre byer og områder. Når så en unik profil er på plads, skal den kommunikeres til omverdenen med stor konsekvens. Uden konsekvens i kommunikationen vil det være umuligt at opbygge en unik profil. Uden konsekvens vil omverdenens billede af byen blive flimret og rodet – hvilket vel er situationen i dag. Endvidere siger Bjerre og Griffin, at dette brand måog skalhandle om mere end ord – det skal være forankret i stedets identitet, som således skal ændres i en mere entydig og opportun retning.
Aalborg ville uden tvivl stå stærkere i konkurrencen med andre byer og områder, hvis der kunne skabes én klar profil, som omverdenen ville kunne huske. Men desværre må tankerne om at brande Aalborg nok betegnes som en temmelig urealistisk drøm.
Overordnet stiller vi os stærkt tvivlende over for, om det er muligt at ændre byens og dermed lokalbefolkningens kollektive identitet på samme måde, som man kan manipulere og forme et produktbrand. Selvom man opnår fodslaw blandt aalborgenserne om, at der skal arbejdes hen imod en ny fælles selvopfattelse og identitet, hvilket i sig selv er urealistisk givet de mange særinteresser, så er identitetsstrukturer ikke noget, mennesker bevidst kan gå hen og ændre på. En kollektiv identitet eller kultur er noget, som er opbygget over tid funderet i den historiske udvikling, fælles begivenheder, markante personligheder, byens vartegn, venne- og fjendebilleder og meget mere.
Dette kollektive gods er vi imidlertid ikke fuldt ud bevidste om, men det er den referenceramme vi automatisk tager i brug, når vi forsøger at forstå os selv. Dette betyder med andre ord, at selvom aalborgenserne bliver enige om at forkaste de gamle historier og erstatte dem med nye, som Bjerre og Griffin foreslår, så kan det ikke forhindre, at det alligevel er de gammelkendte og nedarvede historier som ubevidst udgør fundamentet for kulturen.
For det andet er der kun plads til én – og kun én – klar profil, hvis byen skal blive et stærkt brand. Aalborg er en levende by, hvor mange personer, organisationer og interessegrupper præger dagligdagen. Det må som sagt betegnes som urealistisk, at disse skulle kunne blive enige om at skabe én klar og langsigtet profil, som kan omsættes til enkel og letforståelig kommunikation, da dette ville betyde et farvel til at pleje diverse særinteresser. Tænk blot på nogle af Aalborgs fortrinligheder: Karneval, storcenter, levende bymidte, kultur- og kongresscenter, en aktiv kommune, musikliv, professionel fodboldklub, kunstmuseum, telekommunikation, universitet og Jomfru Ane Gade. Kan disse overhovedet forenes i et budskab?
For det tredje kan man forudse problemer med at definere (eller blive enige om) målgruppe(r), som brandet skal rette sig mod. Faktum er, at jo bedre kommunikationen er tilpasset den enkelte målgruppes behov jo større effekt har den. Vil en profil baseret på kompromiser ikke blot betyde, at mange mennesker gøres til modtagere af en alt for generel kommunikation, som ikke er tilpasset nogens behov overhovedet?
For det fjerde vil der være brug for en helt ny tankegang omkring markedsføring af Aalborg – væk med de gamle tanker og idéer. Dette må vel også betyde, at nye kræfter skal tage over, således at hele affæren ikke blot bliver historien om gammel vin på nye flasker. For at nye kræfter kan sige goddag, må gamle sige farvel, hvilket i realiteten også burde betyde et farvel til pleje af særinteresser. Løsningen kunne være at lade personer uden tilknytning til nogle af de større aktører i Aalborg stå ved roret. Men hvad så med finansieringen? Vil aktørerne bidrage uden garanti for egen profilering?
Tanken om at brande Aalborg er interessant, idet den både kan sætte vores lokale identitet, og hvordan vi ønsker andre skal se os, til debat. Og selvom vi stiller spørgsmålstegn ved om man kan etablere et helstøbt og entydigt brand for et sted, så kan processen i sig selv være berigende for såvel offentlige, erhvervsmæssige og private aktører.