I hele julemåneden, der begynder i morgen, donerer B.T. 1 krone af hver solgt avis i løssalg til Børnehjælpsdagen. B.T. forventer at indsamle mindst 1 mio. kr. til den gode sag.
Vi er blevet langsynede i vores verdenssyn, og ser ikke de nære problemer – f.eks. de 14.000 børn, der er blevet svigtet i en grad, at de som sidste udvej har fået en ny chance i livet på et af landets børnehjem. Dem vil B.T. sammen med Børnehjælpsdagen gerne give en hjælpende hånd.
– Vores medarbejdere møder børnene gang på gang i forbindelse med dækningen af drabssager, familiefejder og kriminalitet. Vi kan ikke undgå at blive berørt af de håbløse vilkår, alt for mange børn bliver budt, fra de er helt små, siger B.T.s ansv. redaktør, Arne Ullum.
Udover kronen pr. løssolgt eksemplar yder B.T. 15 pct. af et særligt månedsabonnement til Børnehjælpsdagen. Som indstik i B.T. i morgen ligger en julekalender med tegninger af børn til voksne. Tegningerne udtrykker de anbragte børns drømme. For at sætte yderligere fokus på den oversete gruppe lancerer B.T. også et redaktionelt tema om anbragte børn på danske børnehjem.
24 kendte danskere, en pr. dag op til jul, støtter sagen. Et portræt på forsiden, interview i bladet og på nettet med korte spots. Sidst i januar vil Børnehjælpsdagens protektor, kronprinsesse Mary, få overrakt det indsamlede beløb. peng