Som DeNiro i Taxi Driver stod jeg foran spejlet og iagtog min nybarberede mohikaner-hanekam, mens jeg testede glideskinnen til min pistol. Klik Klik. Den sad perfekt i ærmet. Igen og igen hørte jeg Telia-kvindens sleske stemme for mit indre øre: “Nej, kun nye Telia-abonnenter får denne telefon for 1199,-. Har du allerede et Telia-abonnement, skal du betale 1899,-“. Jeg var rasende. Den slags vrede, der antændes hos en trofast kunde, som er blevet røvrendt. Hvorfor skal gamle loyale Telia-kunder betale 700 kr mere end nye kunder? Der måtte ryddes op i dette markedsføringsslam. Og jeg var kvinde for at fjerne disse slimede skadestilbud fra jordens overflade.
En time efter træder jeg igen ind i Telia-butikken. Mit fjæs er i fuld krigsmaling, og jeg retter koldblodigt pistolen mod Telias onde tilbud på trådløse Ericson 230. Bag disken stivner Telia-ekspedienterne. En særlig dumdristig prøver et halvhjertet forsvar for det infame tilbud. Han har ikke en chance. “Flyt dig!“ Min stemme er en sagte snerren. Han vakler forfærdet væk fra skudlinien. “Hils i helvede for klamme markedsføringsfiduser“, messer jeg og skyder så montren med telefon og tilbud splintres i tusind stykker. Så tar jeg min cykel og rider videre mod avishusene. Disse typiske udklækningsanstalter for illoyalitetsprogrammer. Gang på gang ifører de sig de højhælede ludersko og den stramme nedringede for at score nye kunder. “Halv pris“, smisker de kælent i røret. Og gang på gang tramper de hen over de gamle og loyale kunder, som får lov at betale fuld pris. Men disse samvittighedsløse kundejagter har hundredevis af uskyldige ofre. Mennesker som blir straffet, fordi de ønsker en bestemt avis. Eller en bestemt telefoni.
Således bevæbnet med en hellig mission sniger jeg mig ind på det Berlingske Hus. Min dødbringende vrede er rettet mod abonnementsafdelingen. Få minutter senere eksploderer den i et inferno af skrigende medarbejdere og knuste computerskærme. Alle illoyalitetsprogrammerne vælter frem fra skufferne for at udånde i sært forvredne stillinger. På nær et enkelt genstridigt et, som nægter at overgive sig. “Nåde“, ber det. “Spar mig“. “På en betingelse“, snerrer jeg. Du omvender dig til loyalitetsprogram. Et anstændigt et, som belønner sine trofaste læsere istedet for at straffe dem. “Det ska jeg nok,“ bæver det.
Sådan! Jeg lader pistolen glide tilbage på skinnen og forlader huset. Så svinger jeg mig op på min cykel og rider videre mod Politiken og Jyllandsposten, mens solens sidste stråler farver indre by rød. Snart er alle loyale abonnenter hævnet. Snart ka de igen sove trygt om natten.