Hvad vil det egentlig sige, at ”engagere forbrugerne”? Udtrykket er jo cyberspace-jargon for ”kunden i centrum”, men alt for mange brands flytter blot den analoge fortolkning over i en digital verden, og det er sjældent den bedste løsning.
– IKEA har fundet en formel, mange kunne lære af, sagde Rikke Grundtvig, strategisk direktør i Vizeum, de digitale eksperter i Dentsu Aegis Media. ”Og svenskerne har gjort det ved en meget præcis forståelse af den nye engagerede forbruger.”
Historien er kort fortalt, at IKEA allierede sig med en ung dame, der er bidt af trainers. Hendes mange løbesko flød rundt i lejligheden, og ordet ”kaos” er en mild beskrivelse af hendes daglige realiteter.
IKEA skabte naturligvis orden i kaos via velegnede garderober – det er jo det, svenskerne kan – og den unge dame fik et velordnet liv ud af det. Det kan man i det mindste presse historien til.
– Det er en fabelagtig god, lille case, der viser, hvordan man bruger de nye medier på den rigtige måde. Brands skal anvende dynamiske videoer inde i budskaberne. Nettet er flyttet ind i videoen, kan man sige.
Er det ikke logik for burhøns?
– Det kan du mene, men realiteten er, at online har stået stille i 10 år, fortsætter Rikke Grundtvig. ”Lige som tv i gamle dage filmede radioens oplæsning af avisnyheder og kaldte det for banebrydende nyt, har alt for mange digitale løsninger blot været filmet radioteater.
– Når vi forlader en analog verden, skal værktøjer, tone og tilgang være anderledes. IKEAs web-tv løsning indeholder fx mange lag, der ikke med samme lethed kan integreres i tv-kommunikation i prime time, slutter Rikke Grundtvig.
Se filmen over artiklen – og læg mærke til det interaktive dataskin, der er lagt henover de produkter, filmen viser undervejs.