Midt i en tid, hvor grædekonerne i mediebranchen synger deres triste klagesange, kan et enkelt lille medie glæde sig over markant fremgang.
Det er såmænd vores eget, markedsforing.dk, der efter en relancering i sommerferien har opnået massiv fremgang.
Vi kunne godt bryste os over læserværdigt indhold, overskuelighed og relevans, men så langt ud i den varme luft bevæger vi os altså ikke denne gang. Det må andre mene noget om, hvis de har behov for det.
Nej, denne gang snakker vi om “formen”, og vi har haft en enestående god assistance af de dygtige og særdeles professionelle folk fra Konstellation og Peytz & Co, der har strikket vort nye site sammen. Naturligvis efter input fra vore dygtige medarbejdere.
Sagen er den, at:
• Vi har fået 27 pct. flere brugere i august sammenlignet med august sidste år.
• Vi har opnået 129 pct. flere sidevisninger.
• Vi har forlænget sessionerne i tid med 28 pct.
Og når vore læsere er inde på sitet, læser de dobbelt så mange historier som tidligere. Hele huset jubler, ikke mindst i salgsafdelingen. Det er sjældent, at den slags historier kan dokumenteres i en mediebranche, der er presset på business casen.
Nu er markedsforing.dk det suverænt største site i vores lille niche, der som bekendt handler om markedsføring og kommerciel kommunikation.
Og så har vi endnu en lille nyhed, der ikke mindst en digital tidsalder også er et pip værd: Offline holder bladet Markedsføring stand med 19.000 læsere per nummer gennem første halvår 2016, hvilket faktisk er det samme som gennemsnittet for hele 2015.
Er vi så i mål nu?
Det er vi bestemt ikke. Vi har stadig fejl, der skal rettes, før læsere og medlemmer får den betjening, de har krav på. Det arbejder vi videre med, og vi modtager meget gerne input, kritik og forslag til forbedringer.