Efter syv års ægteskab har envision og Fårup Sommerland besluttet at gå hver til sit.

– Det lyder som en kliché, men det er virkelig tilfældet her: Vi slår op, men vi er stadig venner. Om vi ”forelsker” os i en anden eller finder sammen igen senere, må tiden vise, siger kontaktchef Tomas Olesen fra envision.

– Vi har helt reelt elsket at arbejde sammen med teamet i Fårup Sommerland og selve brandet. Sammen har vi udviklet en helt unik kommunikationsplatform, der er implementeret på alle de væsentligste områder. Både i markedsføringen og i selve underholdningsparken, hvor gæsterne i dag får en gennemført og unik oplevelse.

– Vi har aftalt, at vi gør det igangværende arbejde færdigt – og vi afslutter sæsonen sammen. Det kommer til at ske med en god bøf og et lille glas. Herefter går vi hver til sit: Fårup Sommerland går på jagt efter et nyt bureau – og envision går på jagt efter andre spændende kunder, hvor vi kan være med til at gøre en forskel, slutter Tomas Olesen.

Fårup Sommerlands synspunkt er følgende:

– Vi har arbejdet tæt sammen med envision i godt og vel syv år. Det er lang tid i vores verden, og det er kun sket, fordi de har været virkelig dygtige, både strategisk og kreativt, og vi har sammen opnået meget flotte resultater, siger marketingchef Rasmus Mortensen fra Fårup Sommerland.

Om højdepunkterne i det lange samarbejde siger han:

– Vi har fx opnået besøgsrekord i fem af de syv sæsoner. Og i 2011 fik vi fx én af reklamebranchens mest prestigefyldte priser, nemlig en Advertising Effectiveness Award. Begge parter var faktisk parate til at bygge videre på de seneste års succes, og det kunne vi naturligvis gøre på mange måder. Men vi kunne ikke blive enige om, hvilken vej vi skulle gå. Derfor har vi valgt at skilles som gode venner, mens legen stadig er god og sjov, slutter Rasmus Mortensen.