18 procent af befolkningen – omkring en million danskere – ser hver uge indhold fra de danske tv-udbydere via streaming.
Det dokumenteres af den nye Seer-Undersøgelse fra Kantar Gallup, som i 2017 har erstattet den tidligere tv-meter-måling af seertal.
Af denne million mennesker gælder for de 180.000, at streaming er den eneste måde, de ser tv-indhold på.
De øvrige cirka 800.000 vælger både at se tv på traditionel manér på et tv-apparat og at se tv-indhold gennem en digital enhed som f.eks. en pc, tablet eller smartphone.
Flow-tv stadig i vigør
Endelig viser Seer-Undersøgelsen, at hele 3,8 millioner udelukkende ser tv-indhold gennem et tv-apparat.
Den største gruppe af brugerne af tv-indhold (79 procent) ser altså udelukkende tv på traditionel måde på et tv-apparat.
17 procent ser både tv-indhold på tv-apparatet og på en digital enhed, mens fire procent af dem, der forbruger tv-indhold, alene ser dette via f.eks. pc, tablet eller smartphone.
Der er naturligvis forskelle på forbrug af tv-indhold alt efter, hvem man er.
22 procent af de unge voksne mellem 20-39 år streamer tv-indhold ugentligt – altså mere end gennemsnittet på 18 procent for hele befolkningen.
Flere ser tv-indhold end antaget
Den nye og forbedrede seermåling dokumenterer, at tv-indhold bruges af endnu flere, end det fremgik af den tidligere måling. Blandt de unge voksne er der otte procent flere brugere af tv-indhold end tidligere antaget.
– Blandt alle danskere er den ugentlige dækning fire procent højere, og denne sening er nu blevet en del af seertallene, lyder det fra Alexander Nielsen, der er Head of Audience Measurement hos TV 2 Analyse og formand for styregruppen bag den nye Seer-Undersøgelse i en pressemeddelelse.
For at blive målt i den nye Seer-Undersøgelse skal tv-indholdet være udsendt på en tv-kanal, og indholdet skal være set senest syv dage efter sendedagen.
Seer-Undersøgelsen måler p.t. hverken den sening af tv-indhold, som sker inden tv-visningen (forpremiere/snigpremiere), eller den sening, som sker senere end syv dage efter, at programmet er vist på traditionelt tv.
Alexander Nielsen understreger, at streaming er en distributionsform, som – i lighed med traditionel tv-sening – kan foregå enten live eller tidsforskudt i forhold til et sendetidspunkt på en lineær tv-kanal.
Streamingtjenester som Netflix, HBO Nordic og Amazon Prime Video deltager ikke i målingen, og sening på disse tjenester er derfor ikke en del af de beskrevne tal.