En myte at spillerne kan klare sig uden landsholdet

Ingen tvivl om, at DBU og dermed det brede danske fodboldliv står til at blive den klart største taber i konflikten med landsholdsspillerne – i særdeleshed hvis det skulle ende med, at landsholdet bliver strittet ud af de internationale turneringer.

Men landsholdet spiller stadig en særrolle i forhold til den brede offentlighed, og derfor vil det også ramme spillerne, hvis ikke de har landsholdet. Her bygger de deres brand og øger dermed deres kommercielle værdi. Man kan ganske enkelt stille spørgsmålet, om Nordic Bet ville betale dyrt for Simon Kjær, hvis ikke han spillede på landsholdet.

Det fremføres ellers med jævne mellemrum – også i den nuværende debat – at klubberne har overhalet landsholdet i betydning. Men det er noget vås lyder det fra sponsoreksperten, Keld Strudahl, og han får støtte fra tallene.

Kigger man på seertal, så er der ikke nogen konkurrence mellem klubkampe og landskampe. De danske VM-kampe i sommer ligger som minimum mere end dobbelt så højt på seertal som den mest sete klubkamp, Champions League finalen mellem Real Madrid og Liverpool, og kigger man på share – altså hvor stor en del af seerne, man havde fat i foran skærme på det tidspunkt, så var de danske VM-kampe tæt på tre gange så store.

Kort sagt så kommer fodbolden meget bredere ud i befolkningen, når landsholdet spiller, end når klubberne spiller. Landsholdet er i langt højere grad en del af den nationale og kollektive bevidsthed, og det har betydning for spillernes brand.

– Det er rigtigt, at klubberne har fået større betydning. Aktiviteten omkring dem foregår hele året, mens landsholdet måske er seks gange om året. Men det er noget vås, at landshold dermed har mistet deres betydning. Der er en grund til, at spillere som Ronaldo og Messi fortsat spiller for deres lande. De ved, at det har betydning for deres brand, siger Keld Strudahl.