At verdens goder ikke er ligeligt fordelt, bliver nu endnu en gang slået fast. Og kløften mellem de rigeste og de fattigste bliver fortsat dybere.
I 2016 vil én procent af klodens befolkning således eje mere end halvdelen af alle værdier i verden. Det fremgår af en ny rapport fra den britiske hjælpeorganisation Oxfam.
Den rigeste hundrededel har allerede øget sin andel af verdens samlede værdier til 48 procent fra 44 procent i 2009. I 2016 vil andelen passere de 50 procent ifølge Oxfam.
I snit er hver person i denne gruppe god for 2,7 millioner dollar (cirka 17 millioner kroner).
Og resten af verdens værdier har laget lige under de superrige sat sig på. Totalt er 94,5 procent af alle værdier ifølge Oxfam ejet af de 20 procent rigeste.
Den nye rapport fra Oxfam kommer få dage før det årlige Verdens Økonomiske Forum begynder i Davos i Schweiz. Det er 45. gang, at mødet holdes. Et rekordstort antal stats- og regeringsledere har meldt deres ankomst.
/ritzau/AFP