SXSW’17: Hvad får en reklamemand ud af at rejse til den interaktive festival South by Southwest (SXSW)? Hvorfor kan New Media-bureauerne ikke få lov at have denne tech-fest for sig selv?

– Interaktivitet er medieuafhængig. Det samme er min faglige tilgang, så helt ude på et sidespor er jeg vel ikke, siger Peter Boye, der for andet år i træk gæstede SXSW sammen med partnerne Bjarne Spellerberg og Kent Stephan Jensen.

– Så vidt jeg kan fornemme, tager mange bureaufolk a la os til SXSW med et ønske om at komme på omgangshøjde eller endda foran konkurrenterne via tech-indsigt. Måske kan de opsnappe en idé eller en teknologi, der kan omsættes til et konkret projekt for en kunde.

– Personligt leder jeg ikke efter de vises sten i Austin. Men det er et fantastisk sted at blive inspireret og få udsyn. Det er det, der sker, når mange brancher mødes for at rykke sig selv og hinanden i nye retninger. Bare det at stå i kø til en keynote-speaker får folk til at samtale om forventninger og interesser og … Trump. Og i de køer mærker man en nysgerrighed, der er inspirerende.

De bedste sessions er ikke tech-centrerede

Og hvad overraskede dig i år?

– Jeg tror snarere, jeg blev bekræftet i, at de bedste sessions ikke er udpræget tech-centrerede. Når Marc Jacobs (modekongen, red.) sidder på scenen og fortæller, er det hans tilstedeværelse, der udgør inspirationen. Ikke hans naive SoMe-anvendelse.

– Når Tim Ferriss interviewer forfatteren Cheryl Strayed, der beretter om grunddyderne ved sin metier, kan man som professionel storyteller ikke undgå at blive forført og inspireret.

Mind lige os andre om, hvad SXSW er for en størrelse?

– Hvis du er på Roskilde Festival og vælger Orange Scene, går du glip af 5-7 andre scener. Hvis du vælger auditorium A med keynote-speaker B til SXSW, går du glip af 500 andre events. Hver anden time! Så SXSW er benhård prioritering med de frustrationer, der også er.

– Så der er valg og fravalg og også fejlvalg, men sådan er det, og når dagen er omme, er inspirationen det blivende.

Cannes er selvrefererende, lukket om sig selv

Gælder det ikke også, hvis man er til Cannes Lions-festivalen?

– Cannes er nørdernes festival. Den er selvrefererende, lukket om sig selv og egne fortræffeligheder. Det er supergodt, hvis man vil se, hvor fantastisk vores fag kan udføres. Derfor er Cannes god som motivationskilde. Men som inspirationskilde er den fattig i sammenligning med SXSW. 

Prøv at uddybe det?

– Cannes udsteder tendenser, som rigtig mange vælger at følge. Det er derfor, du ser så meget reklame efter samme formel for tiden. SXSW handler meget lidt om reklame. Nærmest slet ikke. Det kan inspirere os til at se ud over vores egen horisont. Vi tvinges til at se på nye idéer gennem andre branchers øjne. Det er kreativt berigende.  

– Og inden du spørger, om jeg udelukker Cannes, så nej, det gør jeg ikke. Men har man ikke råd til at være til stede til begge arrangementer, kan man godt overveje at tjekke SXSW ud næste år. Det er vistnok også billigere, slutter Peter Boye.