En kvinde kommer ud fra apoteket med en pose Nycoplus – og i samme øjeblik er en mandlig engel parat til at følge hende sikkert gennem byen.
Scenen stammer fra et tv-spot, der starter i næste uge. Nycoplus er nemlig navnet på den nye serie af vitaminer, mineraler og naturlægemidler, Nycomed lancerer som erstatning for de tidligere serier Apovit og Herbium. Nycoplus bliver markedsført under payoff’et “Apotekets lille plus til dit liv” og skal køre både i Danmark og Norge. Og så det er tilmed Nycomeds største satsning.
– Der er tale om et to-cifret millionbeløb og kampagnen indeholder blandt andet tv-spots, dialog-markedsføring, hjemmeside, ugebladsannoncer og instore-materiale – og kommer indtil videre til at køre det meste af efteråret, siger Ebbe Berg fra Berg Reklame og Marketing, der således igen har fået et tæt samarbejde med Nycomed, efter at Kunde & Co. i en periode har haft total-budgettet.

Målgruppen er hovedsagelig kvinder med interesse for sundhed og helse, og mediaplanen afslører da også både Femina, I Form, Vores Børn, Ude og Hjemme og Kig Ind. Men Nycoplus skal også markedsføres i tæt samarbejde med apotekerne, hvorfor kampagnen ligeledes indeholder en række events og konkurrencer i forhold til apotekspersonalet.
I Norge erstatter Nycoplus produktserierne Afi, Multi og Herbium. cnb