På min opslagstavle derhjemme hænger et foto af to børn. De er praktisk talt ens: cowboybukser, blå, hjemme-batikfarvede t-shirts, sorte træsko, kort, lyst hår. Æstetikken i børnenes påklædning sætter straks betragteren på sporet af den tabte tid: Vi er lige midt i 70’erne. Lige midt i min barndom. Billedet viser min bror og jeg, men det er kun fordi vi selv ved hvem, der er hvem, at vi kan se forskel. Arh – OK: den ene af os har antydningen af hofter, den anden lidt bredere skuldre. Spæde fysiske spor af den differentiering, vi siden heldigvis insisterede på også at føle i vores identitet. Og tiden var med os.

Ved siden af dette her 70’er stilrene foto hænger et af mine børn: en pige i guldsandaler, hvid hørkjole og lyserøde hårspænder i det lange hår (sådan så hun altså ud indtil for ganske nylig). Og tre drenge i kortærmede skjorter, skatershorts og Ecco sandaler… Tog jeg samme billede i dag, ville drengene stort set være iklædt det samme, mens pigen, der siden er blevet en præpubertetstøs, ville se noget mere androgyn ud.

Og hvad betyder så alt det, hvorfor pådutter jeg offentligheden mine snapshots? Fordi kønnene former og bestemmer os. Alle vi børn af 70’erne er for længe siden rutchet ned af de barrikader, vores mødre byggede. Vi har slukket gløderne efter deres nødvendige bh-afbrændinger og revet forklædet af de stakkels bløde mænd og sendt dem i Silvan i stedet for i køkkenet. En modreaktion? Måske – det er ligesom de 5-årige, som ikke kan få henholdsvis Barbie og Batman nok, alt efter køn. Det er en del af rejsen, som vi er på, i tid og rum. Vi vil være kvinder og mænd, men vi vil også gerne give plads til en rummelig kønsopfattelse, helst ingen stereotyper, tak, og så alligevel…

Den store mission

Vores generations store mission (hvis vi kan svinge os op til at ha’ en) er at lære at gå på line på den tynde snor, der forbinder det kønsspecifikke og det alment menneskelige. For mange faste forestillinger om at “sådan er kvinder” og “sådan er mænd” er usunde for rummeligheden. For kvinder kan udmærket godt bruge logos (i betydningen den rationelle fornuft) og mænd kan godt være til stede i deres følelser, selv om vores køn primært definerer det omvendt.

Vi er rundet af en tid, hvor man så stædigt insisterede på, at kønnene var ens, at man på det nærmeste kom til at bytte kønskarakter – bløde mænd og skrappe søstre – så vi kender det andets køns præmisser. Både mænd og kvinder har lov til at låne det andet køns sprog og værdier. Men kun for sjov. For der findes et kvindesprog og et mandesprog, ligesom der findes et sprog mellem kønnene. Eller det er samme sprog, men med store nuanceforskelle. Det kan man med fordel udnytte i kommunikation!

Nyt segmenteringskriterie

Kønnet kan blive et nyt segmenteringskriterie. Hvis vi vil have mennesker i tale, må vi finde dem, der, hvor de er. Vi må tale deres sprog og kommunikere ligeværdigt. Det er læresætning nummer ‚t hvad angår dialog. Det betyder, at hvis vi segmenterer efter køn, sådan at vi kommunikerer forskelligt til hvert køn, kommer vi tættere på det enkelte individ.

Vil det så sige, at vi eksempelvis skal lave kønsspecifikke Coca Cola film og prints? Nej, det giver ingen mening – massekommunikation skal nødvendigvis basere sig på bredere referencer, der dækker tegn og betydning for en hel subkultur ad gangen. Individualiseret kommunikation – dialogmarkedsføring, one-to-one, DM – derimod, kan beriges af, at vi sprogligt og temamæssigt taler forskelligt med de to køn.

Dialogmarkedsføring lykkes kun, hvis afsenderen er i stand til at justere sine holdninger, efterhånden som det gensidige kendskab mellem producent og forbruger udvikles til en relation med et indhold af holdnings- og informationsudveksling. Viden om kønnet kan blive et nuanceret værktøj i den sammenhæng. Et – lidt glemt – segmenteringskriterie, der siger en meget mere om menneskers værdier end vores postnummer eller vores købsmønster.