Menneskelig, ærlig, ægte og varm. Det var de fire kodeord, fotograf Jens Bangsbo fik at arbejde ud fra. Han er manden bag de både skævt beskårede og sympatiskabende billeder til TopDanmarks imagekampagne, der kørte sidste efterår – og som var blandt de fem nominerede på årets shortliste til Guldkorn.
– Meningen var, at de ikke skulle se så opstillede ud. Sådan lidt ukorrekt – som om man lige kom forbi og tog et billede, forklarer Jens Bangsbo og understreger, at billedernes stil og tone er blevet til i et stærkt samarbejde med reklamebureuaet Robert/Boisen & Like-minded. For samarbejde er nemlig det altoverskyggende kodeord i den proces, der gjorde, at kampagnen kom til at se ud som den gør. En baby i en vugge, en pige der griner, en kvinde i en seng og et forsonende kys. Alt sammen billeder der fortæller en historie, og billeder der med udgangspunkt i virkelige situationer skulle skabe sympati.
EN VISUALISER
– Jo mere man tager udgangspunkt i virkeligheden, jo tættere kommer man på folks følelser, siger Jens Bangsbo, der er enig i at ord som ærlig og ægte er set før.
– Men det handler jo om måden, du pakker dem ind på – og her har vi forsøgt at skabe en række stemninger, som både signalerer overskud, plads og lys. Ikke noget hysterisk eller vanvittigt – men små hverdagssituationer, hvor teksten har været styrende for, hvilke motiver vi valgte, forklarer han og siger, at han i denne sammenhæng ikke bare har været fotograf, men også som han siger “blev inviteret ind i et samarbejde som reklamemand“. Han var en visualiser til kampagnen. Fra start til slut har Jens Bangsbo og Michael Robert nemlig været i tæt dialog omkring billedernes udtryk og stil.
– Det budskab og de overskrifter vi havde udviklet i samarbejde med TopDanmark indbød til en foto-løsning. Og derfor kontaktede vi tre fotografer, hvor det kun var Jens Bangsbo, der ramte noget. Han havde både potentialet, æstetikken og en ikke så reklameagtig stil til at give kampagnen det udtryk, vi gerne ville ramme, og herfra var vi så fælles om at udvikle billedstilen, siger Michael Robert han og tilføjer, at kampagnen dybest set handler om at skabe sympati og troværdighed.
– Ikke noget med produkter og priser. Det er ren image. Og derfor var det vigtigt at skabe et univers, som TopDanmark også ville kunne bevæge sig indenfor i andre sammenhænge, pointerer han.
DE SKæVE BESKæRINGER
Men før Bangsbo kastede sig ud i skydningen, måtte han dog lige have et brush-up på, hvad TopDanmark egentlig står for.
– Da jeg fik opgaven, var jeg ikke klar over, at TopDanmark lavede andet end landmandsforsikringer, griner han og bevæger sig så ellers ind på de mere fotografiske detaljer. Han fortæller, at de fleste af billederne er taget i hans temmelig store studie, men også at han var en tur på Rigshospitalets fødegang – både for at skabe stemning og historie men også for at få den rigtige ramme omkring motivet.
– Jeg ville ikke bruge kunstigt lys, så vi måtte flytte vuggen hen til vinduerne og stille en seng lige bagved – ellers ville der være kommet sådan en fin orange stribe i baggrunden af billedet, husker han og tilføjer, at manden, der nusser babyen var en bestilt model, som de i øvrigt måtte give en vielsesring på.
– Ja, og så hænger skrøbelighed og forsikring jo også meget godt sammen.
Kvinden i sengen er “skudt“ i hans studie, og her var intentionen i den grad, at folk selv skulle forestille sig, hvad der foregik udenfor billedet.
– Alle kan jo se, at det er en pude og en uredt seng. Men om hun sover, har trusser på, om de stadig er i gang eller han er på vej med kaffen ude til højre – det må folk selv digte videre på. Den skæve beskæring gør faktisk det hele, og det er naturligvis også hensigten, forklarer Jens Bangsbo. Han siger også, at stort set alle billeder er taget uden kunstigt lys og herefter sat under grundig behandling i computeren. For på den måde fik han den rigtige farvenuance, tone og ikke mindst, hvad Michael Robert kalder magi, frem i billederne.
– Jeg har siddet bag én, der er ekspert i det her, og instrueret. Det tog mange timer, men her var det utrolig vigtigt, at jeg selv var med hele vejen, understreger han for så at vende tilbage til samarbejdet.
– Det er svært at arbejde på den måde – men også utrolig lærerigt, fordi jeg ikke bare brugte mit håndværk. Jeg blev en langt større del af kampagnen. Og den slags opgaver er der for få af.
Kvinde i seng