Forleden var det Citroën, der måtte hoste op med 100.000 kroner for at overtræde markedsføringsloven, og nu er den gal igen i den franske bil-verden – denne gang må Peugeot af med 150.000 kroner.
Sagen drejer sig om Peugeot Danmarks/K.W.Bruun Imports markedsføring af billån til forbrugerne i 2013 og 2014.
I en række annoncer lovede virksomheden således forbrugerne ”Lille rente på 0,95 %* Stor køreglæde”.
Men bilimportøren undlod dels at oplyse forbrugerne om det samlede kreditbeløb – og det samlede beløb, der skulle betales tilbage – og dels at oplyse klart, tydeligt og på en fremtrædende måde om ÅOP, løbetiden på lånet, kontantprisen på bilen, udbetalingen samt om debitorrenten var fast eller variabel
Også på nettet
Peugeot Danmark markedsførte også lånet på forsiden af hjemmesiden peugeot.dk i november og december 2013 uden på samme side at give de lovpligtige kreditoplysninger.
Forbrugerne kunne kun se oplysningerne, hvis de klikkede på et link til undersiden peugeot.dk/lav-rente. Her var oplysningerne placeret nederst. Desuden blev det samlede kreditbeløb ikke oplyst.
Hertil kommer, at Peugeot Danmark fra marts til juni 2014 markedsførte billån med 0 kroner i udbetaling på peugeot.dk og med fem forskellige priseksempler. Men igen blev oplysningerne om det samlede kreditbeløb, de samlede kreditomkostninger og den samlede tilbagebetaling vist meget mindre synligt allernederst på siden.
På baggrund af disse forhold valgte Forbrugerombudsmanden i oktober sidste år at politianmelde Peugeot Danmark/K.W.Bruun Import, og det denne sag, der nu er afgjort med en bøde på 150.000 kroner.
Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger i en kommentar:
– Vi har desværre set flere eksempler på bilimportører, der som Peugeot Danmark enten skjuler eller helt udelader vigtige kreditoplysninger, så forbrugerne risikerer at overse dem. Det er i strid med markedsføringsloven og et problem, vi har fokus på. Oplysningerne er vigtige for, at forbrugerne kan sammenligne forskellige lånemuligheder.