Ledelsen af den årlige reklamefestival i Cannes finder løbende på nye idéer for at promovere festen.
Seneste nyhed er lanceringen af en ny pris – Holding Company of the Year Award – som uddeles for første gang til sommer, og som gives til det holdingselskab, hvis datterselskaber henter flest løver og shortliste-placeringer hjem.
Princippet er, at alle bureauer, som er mindst 20 procent ejet af et holdingselskab, bidrager med point til moderselskabet for hver løve eller shortliste-placering, de får.
Får et WPP-bureau eksempelvis en Titanium Grand Prix, scorer WPP samtidig 12 point, og så fremdeles.
Titanium Grand Prix og den nye Creative Effectiveness Grand Prix giver hver 12 point. Øvrige Grand Prix giver 10 point.
“Almindelige” Titanium og Creative Effectiveness-løver giver 10 point, mens guldløver i øvrigt giver 7 point til moderselskabet.
Sølvløver giver 5 points, bronzeløver 3 og shortliste-placeringer 1 point.
Cannes Lions International Festival of Creativity, som reklamefesten nu hedder, løber af stablen for 58. gang fra den 19. til den 25. juni.