Der er tryk på TMP i denne tid. Mediebureauet lancerer nu endnu et nyt bureau efter en maj måned, der allerede har budt på to andre lanceringer.
Først på måneden startede en egentlig knopskydning i form af et selvstændigt nyt mediebureau under titlen MediaWise. TMP leverede en halv snes medarbejdere og 15 kunder – og er i øvrigt hovedaktionær. For 14 dage siden annonceredes så etableringen af et eventbureau som et fifty-fifty partnerskab med de to folk bag Agenda, Laust Poulsen og Andreas Høgsberg.
Og nu kommer så TMP I-com, der skal arbejde med integreret kommunikation.
– Vi bevæger os mod at være et medieneutralt bureau. D.v.s. at et medie i vores termonologi er ethvert sted, hvor man har kontakt med forbrugerne. TMP I-com skal ses i forlængelse af den holdning. Bureauet skal levere integreret kommunikations- og medierådgivning på tværs af alle kanaler – en slags kommunikations-arkitektur, hvor man arbejder med alle mediemuligheder. TMP I-com vil supplere den traditionelle mediaplanlægger ved at gå et skridt videre i forhold til i dag ved at fokusere på sammenhænge i kommunikationen og ikke så meget enkelt-media. Det er stadig plannerens opgave, siger adm. dir. Hermann Haraldsson, TMP.
Med etableringen af TMP I-com går TMP desuden ind i konkurrencen med konsulent-verdenen. Den tiltagende integration i medieverdenen gør, at konsulent-virksomheder og bureauer nærmer sig hinandens områder stadig mere.
– Vi bevæger os mod konsulent-verdenen med det nye bureau. Vi skal dog ikke være et management-firma. Men jeg tror, at vi bedre end management-firmaer er i stand til at slå bro mellem konsulent-ydelser og de kreative ydelser, siger Hermann Haraldsson.
Han erkender, at TMP I-com også bevæger sig tættere mod bureauernes verden, men han ser ikke bureauet som en egentlig konkurrent.
– Vi vil f.eks. fungere fint sammen med bureauer, der har en strategisk planner, og det er klart ambitionen at arbejde mere tæt sammen med de kreative. Men selvfølgelig kan det variere, hvilken ide, der kommer først: selve kommunikations-ideen eller mediestrategien, siger Hermann Haraldsson.
Til at starte med er der sat to erfarne folk på TMP I-com. Pia Kleist har 7 år på bagen i TMP som mediadirector, mens Eddie D’Sa er hentet hos samarbejdspartneren Synergi i Oslo, hvortil han kom fra bureauet New PHD i London, som nu to år i træk er blevet kåret som Media Agency of the year i England.
Ambitionen for bureauet er klar: det skal vokse.
– Vi skal relativt hurtigt op på at være 10 mennesker. Det er lige som med vores online-aktiviteter. Enten vokser de eller også eksisterer de ikke, siger Hermann Haraldsson.
Eddie D’Sa tilføjer. – 90 pct. af annoncørernes investeringer går til medier, som dog kun optager 10 pct. af deres opmærksomhed. Tendensen er helt klart, at dette forhold ændrer sig, og grænserne mellem det kreative arbejde og medie-arbejdet flyder ud.