Display Advertising (webbannere) har levet en god tid, men som følge af tidens udvikling er dens tid på dele af den danske awardscene nu overstået.

Ved næste års Creative Circle award vil Display Advertising nemlig ikke længere være en kategori. Det skyldes, at kategorien kun har modtaget få indsendelser de seneste år.

Farvellet til Display Advertising er dog ikke det eneste nye, da Cretive Circle Awards – der i forvejen har en meget lang kategori-liste, udvides med seks nye kategorier.

”Det ny sort” inden for marketingbranchen, branded content, dukker eksempelvis op som selvstændige kategorier i både Digital og Advertising.

– Markedet har ændret sig igen, derfor vil det nok overraske de færreste, at Branded Content dukker op som kategori, mens bannerkategorien ’Display advertising’ er forsvundet efter mange år med få indsendelser, siger digital ansvarlig, Anders Wik, Creative Circle, i en pressemeddelelse.

I 2014 skal der også siges goddag til Rebrand Identity og en PR-pris.

Med PR-prisen bliver Creative Circle den eneste PR-pris i Danmark, som også folk uden for PR-bureauerne kan søge.

I hovedkategorien Direct kommer der også to nye underkategorier på listen. Det drejer sig om Loyalty og Acquisition.