De unge løver kæmper forgæves i Cannes. De unge danskere under 29 år, der kæmper om Young Lions-priser har indtil videre måtte gå tomhændet tilbage til deres hoteller, men konkurrencerne er også hårde og intense.
Deltagerne får nemlig præcis 24 timer til at løse en given opgave, så søvn bliver hurtigt en mangelvare.
I dag, onsdag, måtte Grafisk Højskole-eleverne, Anders Fly Kristoffersen og Isabel Romero Hoffmeyer, der kæmpede i Young Lions Cyber-konkurrencen, se sig slået af blandt andre de guldvindende brasilianere.
– Det har været sjovt og hårdt. Vores idé var god, men vi fik ikke udført den helt godt nok. Det er lidt ærgerligt, når man sidder her og ikke er helt tilfreds med sin opgave, sagde Isabel Romero Hoffmeyer lige inden offentliggørelsen af vinderne.
I går gik det ikke bedre for Pernille Fruensgaard og Katrine Riis Andersen, der begge er del af Aegis-familien. Pigerne dystede i Young Lions Media-konkurrencen, og måtte se italienerne få førstepræmien. 
– Vi er faktisk lidt skuffede. Vi tog herned for at vinde, men det..
…det gjorde I ikke?
– Det er rigtig, det gjorde vi ikke, sagde Pernille Fruensgaard med et smil umiddelbart efter offentliggørelsen.
– Jeg tror, vi tænkte for meget på opgaven som en realistisk kundecase, hvor vi nok skulle have tænkt mere på det, som en konkurrence, sagde Katrine Riis Andersen.
Katrine og Pernille tror, at juryen lagde mere vægt på det spændende frem for det solide.
– Det virker som om juryen godt kunne lide dem, der vendte lidt op og ned på det hele. Vi gabte nok over for meget. Vi fokuserede meget på strategien, og vores løsning var meget ”on brief”, vurderede Pernille Fruensgaard.
De var begge enige om, at deltagelsen har været en sjov og lærerig oplevelse.
– Netværksmæssigt har det været godt, der er blevet delt visitkort ud til højre og venstre. Desuden har alle været så flinke og hjælpsomme, sagde Katrine Riis Andersen.
Tidligere på ugen endte print-konkurrencen også uden danske vindere.
Sidste chancen ligger nu i filmkonkurrencen som afgøres på lørdag. Her deltager Morten Kiilerich og Anders Rasmussen fra Envision.
Redaktionen, Cannes