Flere og flere virksomheder og organisationer klistrer sig til Cop15 og klimakonferencen i København til december. Og i dag lanceres Energitjeck 2009, endnu en søjle i den eksploderende klimavenlige kommunikation.
Kampagnens formål er at bidrage til et generelt løft i boligejerens viden om, hvor man via en energirenovering af boligen mest hensigtsmæssigt sættes ind, når energiregningen skal sænkes.
Energitjeck 2009 og
energitjeck.dk lanceres af DI Byggematerialer og er støttet af Energistyrelsen og flere sponsorer. DI Byggematerialers mål med kampagnen er at nå ud til boligejeren med det budskab, at der er penge at spare for alle.
– 2009 er i Danmark udråbt til at være klima-året, og det vil vi gerne udnytte til at fortælle, at der ud over de klimamæssige fordele som et lavere energiforbrug i boligmassen bidrager med, også findes en mere jordnær sideeffekt, nemlig besparelser. Penge i lommen på de boligejere, der gør noget, fortæller Kristine Grunnet, konsulent hos DI Byggematerialer.
– Vi har længe tænkt over, hvordan vi kan nå ud til boligejerne med budskabet om energirenovering. DI Byggematerialer repræsenterer 350 danske virksomheder, der leverer byggematerialer, komponenter og viden til byggeriet. Derfor vil vi sammen med vores medlemmer gerne udbrede den viden, vi ligger inde med, på en sjov og utraditionel måde, siger Anne Windfeldt Trolle, branchedirektør i DI Byggematerialer
Kampagnen kører i fem uger, og i den periode berøres emnerne isolering, vinduer og døre, varmestyring, vedvarende energi samt råd til besparelser.
Lokalaviser inddrages
Kampagnen bliver dog ikke lanceret med de traditionelle virkemidler.
– Vi har fra starten vurderet, at en traditionel kampagne ikke ville ramme helt i øjenhøjde hos de boligejere, der er målet for kampagnen. Tidligt i processen delte vi den udfordring med lokalaviserne, og det har resulteret i et helt nyt samarbejde,” fortæller Hans Theisen fra bureauet media|works.
Og det nye samarbejde består blandt andet i, at Politikens Lokalaviser, Berlingskes Lokalaviser og Fynske Medier i en samlet indsats i ugerne 40-44 bringer 5 temaer, der alle omhandler energibesparelser, renovering og effektivisering. Lokal- og distriktsaviserne bringer lokale og regionale historier med udgangspunkt i kampagnens hovedtemaer.
Parallelt med dette vil flere end 130 små og mellemstore lokalradiostationer bringe korte 8-15 minutters magasinprogrammer, der også læner sig op ad temaerne.
– Det her er ikke set før og med en ugentlig indsats i lokalaviser med 1,7-1,8 millioner læsere, der også bakkes op af en online-kampagne og lokale aktiviteter fra sponsorer, tror vi på, at vi trækker masser af trafik til kampagnens omdrejningspunkt energitjeck.dk, der med en stort anlagt konkurrence om gavekort til energirenovering, nok skal holde de besøgende beskæftiget i de kommende uger, siger Hans Theisen.