Dansk Radio Reklame A/S, lokalradionetværket MixFM og Radio Energy/NRJ, har besluttet fremover at satse sammen om ét enkelt brand i Danmark. Dette indebærer at alle MixFM stationerne fremover vil blive markedsført som Energy/ NRJ. Konverteringen vil ske inden årsskiftet. MixFM stationen i Haderslev ændres dog ikke og fortsætter med samme navn og format som hidtil.
– Vi har besluttet at satse på et enkelt brand, da vi mener der er plads i markedet til Energy´s format, forklarer Stefan Honoré, direktør i Dansk Radio Reklame A/S.
Han tror at ændringerne vil give en større andel af det nationale reklamesalg.
– Der vil samtidig være betydelige markedsføringsfordele i at satse på ét enkelt brand. Det lokale præg fortsætter som hidtil.
Den danske udgave af Energy/NRJ startede sine udsendelser i 1998. Stationen blev i 2004 overtaget af Dansk Radio Reklame A/S. Energy er med sine mere end 300 stationer og over 16 mio. ugentlige lyttere, Europas største radionetværk, med radiostationer i primært Frankrig, men også i Sverige, Norge, Tyskland, Østrig, Schweiz og Belgien eksisterer der Energy stationer.
Når MixFM i Haderslev ikke skifter format og navn til Energy, hænger det sammen med at MixFM Haderslev er den eneste af MixFM stationerne, der kører med overskud. jür