I Juni solgte danske PeopleGroup aktiemajoriteten i AdPeople til verdens næststørste bureaugruppe, WPP Group, ved det parterne selv kaldte for en af vor tids mest ambitiøse internationale bureauopstarter.
Men først nu er det blevet offentliggjort, hvilken rolle danske Roonie Job, stifter og CEO i Adpeople, skulle indtage i den nye konstellation – AdPeople/ Enfatico.
Hans nye titel bliver administrerende direktør for EMEA (Europa, Mellemøsten og Afrika), hvilket også indebærer ansvaret for cirka en fjerdedel af Enfaticos medarbejdere, skriver borsen.dk.
Med i handelen fulgte også SoftwarePeople og GraphicPeople, der er henholdsvis en tegnestue i Dhaka i Bangladesh og et softwareselskab med fokus på udvikling af Marketing Operations Management systemer.
Ifølge borsen.dk skal Ronnie Job også have ansvaret for it-udviklerne i SoftwarePeople.
Den nyudnævnte EMEA-direktør har tidligere udtalt til Markedsføring, at han så udviklingen som et stort personligt skridt, men han understregede også, at han fortsatte som CEO i AdPeople/ Enfatico samtidig med den kommende toppost i Enfatico.
Det har dog fra starten ligget fast, at Ronnie Job skulle referere direkte til Enfaticos internationale CEO Torrence Boone.
– Jeg har korresponderet meget med ham den seneste tid. Han er yderst sympatisk, og jeg ser frem til samarbejdet og til den direkte adgang til den øverste ledelse. Enfatico er endnu ikke noget kæmpe firma, så vi får muligheden for at være med til at føde det, sagde Ronnie Job tilbage i juni.
Enfatico skal blandt andet servicere Dell, hvilket blev en realitet efter, at WPP, med Sir Martin Sorrell i spidsen, vandt Dell’s globale reklamebudget på mindst 20 mia. kr.
Sir Martin Sorrell sagde til Markedsføring i forbindelse med købet, at der lå nogle meget kost-effektive løsninger og udviklingsmuligheder gemt i købet af aktiemajoriteten af AdPeople, som ville gavne det globale bureau Enfatico.
Han påpegede desuden det logiske i et samarbejde med AdPeople, der i forvejen har håndteret en betydelig del af Dell’s budget.