Den internationale bureaubranche løb ind i endnu en fyringsrunde i dag, da Enfatico, et datterselskab i WPP gruppen, annoncerede en world wide trimning i medarbejderstaben i størrelsesordenen 80-100 mennesker.
− Den internationale finanskrise har ramt os, som den har ramt alle andre bureauer. Og det skyldes naturligvis, at krisen også har ramt vores primære kunde Dell, der har reduceret marketingbudgettet, siger danskeren Ronnie Job, adm. dir. i Enfaticos EMEA-region.
− Det er for så vidt en udramatisk tilpasning af udgifter og indtægter. For Europas vedkommende har vi indledt en proces, hvor vi har identificeret nogle mulige redundants (overflødige, red.). Herefter tager vi samtaler med den enkelte, før vi skrider til handling. Og det skyldes bl.a., at vi i England er underlagt en meget rigid lovgivning. Derfor er det ikke nødvendigvis sikkert, at de potentielle overflødige også fyres. Det afgør vi i løbet af fire uger.
Det er stadig et alvorligt tilbageskridt?
− Det afhænger jo af, hvilke briller man har på. Når Ogilvy-koncernen cutter 10 pct. af staben world wide, og vi reducerer medarbejderstaben med 8 pct., er det et udtryk for at reagere proaktivt. Det positive er, at vi ikke har identificeret potentielle fyringer i vore københavnske datterselskaber AdPeople og SoftwarePeople, siger Ronnie Job.
Torrence Boone, Enfaticos CEO, tilføjer:
− Selv om vort unge bureau utvivlsomt kommer under pres, er det essentielt, at vi forsat holder fast i dyder som teamwork, og evnen til at se muligheder. Det karakteriserer de bedste organisationer, at de kommer styrket ud af stormen. Vi står fast om arbejdet for at sikre Dell de bedste resultater.