Skønt regeringen snart fremlægger sit bud på, hvordan partistøtten skal se ud, kan man godt skyde en hvid pind efter en reform før folketingsvalget.

Partierne har alt for store interesser i klemme til at ville røre ved det følsomme emne i et valgår, vurderer politisk kommentator Hans Engell, ifølge Ritzau.

– Jeg har ingen som helst forventning om, at der kan laves en aftale om fremtidig partistøtte før et folketingsvalg. Partistøtte er så følsomt et tema for de politiske partier, at det er noget, man diskuterer, når der er fred og ro, siger Hans Engell.

Partierne fattes penge, fordi kun fire procent af vælgerne er partimedlemmer. Kontingenter udgør derfor kun en forsvindende del af partiernes indtægter, påpeger han.

Mogens Lykketoft, der er nuværende formand for Folketinget, præsenterede sidste år den idé, at partierne skal vælge mellem offentlig eller privat finansiering.

Enten skal de støttes af private sponsorer, så deres bidrag modregnes i offentlig støtte. Eller også skal de satse på en mere lukrativ offentlig partistøtte, som skal fordobles eller tredobles fra nu 30 kroner pr. dansk vælger.

Men Engel tror ikke på Lykketofts idé.

– Lykketofts model dur slet ikke. De borgerlige partier vil aldrig acceptere, at man skal vælge mellem offentlig støtte eller privat finansiering, siger Hans Engell.

/ritzau/