Grænser for hvornår der kan ringes, til hvem og hvor længe. Grænser for hvor mange sms’er, der kan sendes og grænser for hvor mange ringetoner og spil, der kan downloades.
I USA behøver forældrene til mobiltalende og sme’ende teenagere nu ikke længere forlade sig på de vanlige mundtlige aftaler med deres poder – for teleselskabet AT&T har netop lanceret en service, der gør det muligt for forældre at fjernkontrollere deres børns mobile adfærd.
AT&T’s Smart Limits service, som den nye service hedder, koster hvad der svarer til omkring 28 kroner om måneden pr. telefonlinje. Og forældrene behøver ikke være kunder hos selskabet for at kunne bruge servicen, som i praksis administreres via internettet.
Disney Mobile, som blev lanceret af Walt Disney-koncernen sidste sommer, tilbyder ganske vist mange af de samme funktioner som AT&T’s nye service, men forskellen her er, at forældrene skal være kunder hos Disney Mobile.
I første omgang bliver AT&T’s service markedsført over for familier med børn, men også erhvervskunder vil kunne få glæde af servicen, hedder det fra selskabet.
sit