Efter pres fra en af de nye kommercielle radioer, Sky Radio P5, er de danske radioaktører blevet enige om, at ændre Gallups Radio Indeks, så man fremover får lyttertal hver måned i stedet for som nu hvert kvartal.
I udvalget bag Gallups Radio Indeks sidder udover DR også SBS Radio, der bl.a. ejer Voice og Radio 2, og KOMM (Foreningen af kommercielle lokalradioer og tv-stationer). De to nye kommercielle stationer, Radio 100 FM og Sky Radio P5, vil fremover også deltage i udvikling og betaling af målingssystemet. Gallups Radio Indeks vil inden jul komme med de første månedlige lyttertal, der gælder november måned
Ifølge Thomas Sande, analysechef hos Danmarks Radio, er den nye aftale om lyttertallene, ikke skrevet under endnu, men derudover skulle alt være på plads. Efter planen skal Talpa og Sky optages i styregruppen omkring Gallup Radio Indeks, der i sin målemetode vil minde meget om det man kender fra læsertal gennem Indeks Danmark.
– Vi vil ikke lave flere stikprøver, men kun ændre på selve indsamlings og rapporteringsformen, siger han. Da der ikke ændres på antallet af respondenter vil det fremover kun være de store stationer, som kan få månedlige lyttertal. De mindre stationer må nøjes med kvartals- eller halvårstal.