Den 1. april lancerede Eniro deres nye website Eniro.dk, der skal tage kampen op med Krak.dk, som Eniro håber på at overhale inden for det næste halve år. I morgen begynder en større brandingkampagne i både tv og radio, der skal give Eniro.dk en stærk position på internetmarkedet. Eniro er i Danmark mest kendt for sin forankring i det danske telefonbogsmarked gennem bl.a. Mostrup, Contakt og De Røde Lokalbøger. Eniro har over 600 mio. søgninger årligt, og er et af Europas store udbydere af online oplysning. I Danmark har de ca. en million unikke brugere, og det betyder at de er større end Degulesider.dk. Målet er at overhale Krak.dk inden for et halvt år.
Tv-kampagnen begynder den 11. april på TV 2, Zulu, TV3 og TvDanmark. Reklamefilmene, som er skudt i London, er instrueret af den danske stjerneinstruktør Nicolai Fuglsig fra Easyfilm. Radiokampagnen vil køre på Voice Danmark og Sky Radio, mens internetdelen er koncentreret omkring Jubii, tv2.dk, Børsen og Computerworld.