Et af Danmarks største mediehuse, Eniro, købte ved årsskiftet de sunde rester af De Gule sider, og nu opruster selskabet endnu en gang. Denne gang drejer det sig om annoncenetværket Open AdExchange, hvor Eniro netop har købt alle aktiver i den danske del af selskabet.

Dermed får Eniro, der betegner sig selv som en af Nordens største søgevirksomheder, endnu et ben at stå på i bestræbelserne på at tjene penge ved at stille medier til rådighed for danskerne, hvor de kan finde oplysninger om services og produkter. Såvel via nettet, i telefonbøger som på mobiltelefoner.

Eniro Danmark står blandt meget andet bag online- og mobilsøgetjenesterne Krak, De Gule Sider og Mostrup Vejviser, hvor annoncører kan markedsføre sig over for søgende forbrugere og virksomheder. Og det er i denne sammenhæng, at Eniros seneste opkøb skal ses.

Den markerer således på flere områder en strategisk milepæl for Eniro, som har store ambitioner, når der gælder online-markedsføring og sponsorerede links i særdeleshed, fortæller Stefan Kercza, der er administrerende direktør i Eniro Danmark.

– Jeg er meget glad for, at det er lykkedes os at overtage Open AdExchange. Vi overtager aktiviteterne fra en iværksættervirksomhed med et stort potentiale. Det potentiale ligger først og fremmest i det attraktive netværk af mediepartnere, som betyder, at vi nu kan vise sponsorerede links på stort set alle Danmarks store onlinemedier. Samtidig styrker vi forretningen, fordi vi overtager en stærk kundeportefølje samt en række tekniske systemer, der optimerer vores overordnede drift af sponsorerede links, siger han.

Open AdExchange er et digitalt annonceværk, som består af en stribe mediesites såsom TV 2, Egmont, Berlingske Media, Ekstra Bladet, Børsen og Bonnier. Det minder som udgangspunkt en hel del om Google Adsense, hvor reklamer i form af tekstannoncer tilpasses den redaktionelle sammenhæng, hvori de vises.

Salgsfokus skal sætte gang i netværket

For annoncører og onlinebureauer er netværket en af mulighederne for at købe målrettede tekstannoncer på danske sites på en relativt enkel og effektiv måde. Netværket rammer nemlig bredt på både B2B og B2C markedet, hvilket giver annoncører mulighed for målrettet eksponering på websider, der i forvejen har mange brugere og høj troværdighed.

OpenAdexchange har hidtil været drevet af to norske iværksættere, hvis hovedfokus har været at opbygge et partnernetværk og en effektiv it-platform, mens det har knebet mere med at leve op til de ambitiøse målsætninger på salgssiden, som blev meldt ud, da Open AdExchange åbnede herhjemme i 2009.

Den gang blev Open AdExchange set som de danske mediehuses samlede forsøg på at få en større andel af millionerne på det danske marked for søgeordsannoncering. Ambitionen var, at medierne via Open AdExchange kunne erobre ti procent af dette marked fra Google og ”genetablere lige konkurrencevilkår inden for performance-baserede tekstannoncer til gavn for udgivere, annoncører og mediebureauer”, som det stadig lyder på annoncenetværkets hjemmeside. Men der er aldrig for alvor kommet gang i butikken, hvilket også har afspejlet sig i røde tal på bundlinjen i selskabets regnskaber

Eniro ser dog fortsat store muligheder i annoncenetværket, når det via opkøbet bliver integreret med Eniros salgskompetencer. Netop denne kombination vil nemlig løfte Open AdExchanges forretningsmæssige potentiale betydeligt, vurderer Stefan Kercza.

– Open AdExchange har været rigtig dygtige til at bygge et stærkt partnernetværk og gode tekniske løsninger. Men de har måske manglet lidt på salgssiden, og det er netop én af Eniros centrale kompetencer. Vi har en etableret, velfungerende salgsorganisation, der kan bringe mulighederne med Open AdExchange ud til langt flere annoncekunder end hidtil, siger Stefan Kercza.

Han opfatter i øvrigt ikke primært søgekæmpen Google som en konkurrent, men snarere som en samarbejdspartner. Faktisk er Eniro såkaldt Premier Partner på salg af Google AdWords.

– Vi arbejder tæt sammen med Google i mange andre sammenhænge, så jeg ser det egentligt mest som en styrkelse af det tilbud, vi kan tilbyde vores i dag. Vores største konkurrenter anser jeg snarere for at være andre annoncenetværk, siger Stefan Kercza.

Købet omfatter kun de danske aktiver i Open AdExchange, og det er aftalt mellem parterne, at købsprisen for handlen ikke offentliggøres. Eniro overtager alle ansatte i det danske selskab