Hvordan samler man flest digitale data fra forbrugerne? Den ambition er i vækst over hele kloden, og Eniro Danmark har taget endnu et skridt fremad på den sti. Det sker bl.a. ved, at Søndagsavisen.dk per 1. november 2011 indgår i Eniros hastigt voksende annoncenetværk.
For Eniro er de 40 mio. månedlige sidevisninger på Søndagsavisen.dk et vigtigt aktiv i netværket, som siden sommer er blevet udvidet med flere nye partnere. Eniro er dermed én af Danmarks førende udbydere af display-annoncering og sponsorerede links, og selskabet går målrettet efter at gøre sit netværk endnu stærkere.
– Vi har store ambitioner med vores annoncenetværk, og Søndagsavisen.dk er med sine mange trofaste brugere en perfekt tilføjelse til vores portefølje. Det er vigtigt for os at have et stort og bredt inventory af sidevisninger rettet mod forskellige brugergrupper, siger salgsdirektør José Olsen fra Eniro Danmark.
– På den måde kan vi hjælpe kunderne med en præcis demografisk profilering af deres kampagner samt gøre det muligt at købe adfærdsbestemt annoncering og retargeting af brugere, som allerede har udvist interesse for en kampagne.
Søndagsavisen har valgt samarbejdet med Eniro, fordi selskabet ønskede at outsource online-annoncesalget til en seriøs og troværdig partner.
– Eniro er professionelle og engagerede, og da vi derudover ser muligheder i den gode synergi mellem vores medier, var det naturligt at alliere os med dem på dette område, siger salgschef Morten Bergen fra Søndagsavisen.dk.
Eniro vurderer selv, at selskabets annoncenetværk inklusive Søndagsavisen.dk vil nå ud til mere end 60 pct. af de danske internetbrugere.
Spørgsmålet er derfor, om I er i gang med at indsamle så mange data via partnerskaber, at I på sigt bliver i stand til at segmentere danskerne helt ned i mindste detalje? Og at Eniro dermed ”erstatter” normale mediabureauer?
– Vi går målrettet efter at blive endnu bedre til at levere målrettet annoncering til vores kunder, baseret på blandt andet demografiske data og brugeradfærd på tværs af vores voksende netværk. Men det er på ingen måde planen, at vi vil konkurrere med mediebureauerne om deres forretning, tværtimod er bureauerne vigtige samarbejdspartnere for os, slutter José Olsen.