”Moderne mennesker søger anderledes oplevelser”.
Sådan lyder forklaringen fra Klaus Paulsen for baggrunden for at starte Danmarks første oplevelsesbureau Ennovator Experience.
– Formålet er at styrke og skabe attraktioner gennem innovative oplevelseskoncepter for kunder inden for dansk turisme, siger Klaus Paulsen, som i forvejen står bag Ennovator Marketing.
Holdet bag Ennovator Experience har alle erfaring med udvikling og realisering af innovative projekter, og de gør det muligt at løse opgaver i design af interaktion.
De samme folk har ligeledes erfaring i at løse opgaver inden for turisme- og underholdningsgenren. – Vores rolle er at tænke kreativt og innovativt, være dem som beskriver og raffinerer oplevelseskonceptet og er med til at virkeliggøre projektet, siger Klaus Paulsen.
Ennovator Experience skal arbejder sammen med turismeorganisationer og andre interessenter på udviklingsområdet, som eksempelvis Alexandra Instituttet og Flex-Control.
Det nye bureau er pt. i gang med at realisere to store projekter – indtil videre uden navn.
I det ene er opgaven at skabe en helt ny attraktion fra bunden, hvor nye teknologier er integreret som en væsentlig del af konceptet.
Det andet projekt handler om at styrke en allerede eksisterende attraktion ved at tilføje nye teknologiske objekter.
– Ennovator Experience er ikke et reklamebureau, men et oplevelsesbureau. Forskellen ligger i, at vi ikke skal fokusere på at markedsføre projekterne, men på at få dem op at stå, siger Klaus Paulsen.