
Øko-grossisten Urtekram og brødproducenten Kohberg har lanceret en ny kampagne, der skal få os til at fylde flere økologiske fødevarer i indkøbskurven, når vi handler ind til hverdag.
Kampagnen lyder navnet ”Plan Ø”, støttes af Kvalitetsfødevareordningen, og den bygger på budskabet: ”Nem mad kan også være økologisk”.
Bureauet Envision står bag kampagnens strategiske og kreative koncept.
– Afsætningen af økologiske fødevareprodukter er steget betydeligt de senere år. Men det er fortsat en udfordring at få de økologiske fødevarer ned i indkøbskurven hos den almindelige forbruger – nemlig den travle familiemor, der tror, at økologisk mad skal være hjemmelavet fra bunden, siger Line Holmen, marketingchef hos Urtekram.
Kampagnens mål er at vise, at nem mad også kan være økologisk. Urtekram satser således mere og mere på convenience-produkter og på at gøre økologi nemt.
– Og det er det, vi skal ud og fortælle forbrugerne med kampagnen, siger Line Holmen.
Plan Ø handler først og fremmest om at hjælpe forbrugerne med at integrere økologiske fødevarer i hverdagens madlavning.
Det sker blandt andet gennem en omfattende butikskampagne med opskrifter på økologisk hverdagsmad og et Facebook-baseret initiativ, hvor fem familier har fået mulighed for at tilberede gratis økologisk mad i fire uger. Prisen er, at de skal dele deres oplevelser med alle os andre.
– Vi har ønsket en kampagne, der både har kant og substans, og som samtidig får den almindelige forbruger i tale, slutter Line Holmen.
Kampagnen er i fuld gang, og flere planlagte markedsførings tiltag er på vej. Blandt andet kommer Urtekram på gaden med en række samplings, eller vareprøver, i forskellige byer om få uger.