”På trods af krisen er det lykkedes Envision at opnå det bedste resultat, siden reklamebureauet blev grundlagt i 1988. Overskuddet bliver i videst muligt omfang omsat til nye investeringer. Envision holder fanen højt på innovation og viden, og der bliver ikke gået på kompromis med hverken uddannelse eller udgivelse af bøger og seminarer. Alle medarbejdere bliver inddraget i innovationsarbejdet, ligesom Envision løbende søger nye innovative samarbejdspartnere.”
Sådan lyder begrundelsen for, at reklamebureauet Envision er i år er blandt de fem nominerede virksomheder til prisen Videnstafetten – Dansk Erhvervs pris til nytænkende og ambitiøse viden-virksomheder.
Prisen gives til virksomheder, der aspirerer til at blive en af den fremtidige videnservice-branches absolutte højdespringere, og hos Envision er adm. direktør Mona Juul naturligvis stolt af nomineringen:
– Vores forretningsfilosofi er netop baseret på, at viden er vejen frem. Og vi arbejder hele tiden på at blive klogere på forbrugerne, markedet og samfundet generelt. Det sker hver eneste dag året rundt ved at vores medarbejdere bruger deres uddannelser som afsæt for at være godt gammeldags nysgerrige og gøre en dyd ud af at undre sig. Vi kan faktisk slet ikke lade være. Derfor samler, tolker, diskuterer og videreformidler vi hele tiden viden. Og så går vi et skridt videre og lægger vores holdninger oveni. På den måde skaber vi indsigt, som giver masser af inspiration til udvikling af effektiv og videnbaseret kommunikation for vores kunder, siger hun.
Senest har bureauet udgivet ”CUT THE CRAP – en rapport om danskernes forhold til kvalitetsmad” efterfulgt af et seminar.
Et projekt som kræver mange ressourcer, men som Mona Juul siger, bliver man klogere som bureau, når man udfordrer sig selv.
– Vi oplever nomineringen som en stor anerkendelse af den indsats, hele bureauet har bakket op om i de seneste år. Det er det bedste bevis på, at vores fokusering på den videnbaserede kommunikation bærer frugt. Både for de virksomheder som køber vores viden og rådgivning og for vores medarbejdere og ejere, siger Mona Juul.
I alt er fem virksomheder nomineret til Videnstafet 2011 i kategorien Rådgivning og Kreativitet.
Ud over reklamebureauet Envision er det forandrings-og designbureauet Workz, konsulentvirksomheden Innovisor, vikar- og rekrutteringsbureauet Randstad samt revisions- og rådgivningsvirksomheden Beierholm.
Vinderen af Videnstafetten bliver offentliggjort ved et
arrangement på Børsen i København den 7.april.