Det var sådan set ikke helt meningen, at Mari-Louise Jonsson – strategisk direktør hos envision – skulle skifte job.
Men da et headhunterfirma kontaktede hende og var på jagt efter en Creative Director til Lego’s in-house bureau, var fristelsen til at høre mere om, hvad det indebar, alligevel for stor.
Et antal møder senere var aftalen på plads, så den 1. september skifter Mari-Louise Jonsson sin direktørstol hos envision ud med en ditto hos Billund-virksomheden bag det verdenskendte legetøjs-brand.
– Jeg var ellers ikke på vej væk. Slet ikke. Jeg havde slet ikke lyst til at være på andre danske bureauer end envision, men muligheden for at prøve kræfter med et in-house bureau – og især hos en brand som Lego, som jeg altid har haft en passion for – kunne jeg ikke sige nej til, fortæller Mari-Louise Jonsson.
Hun peger på blandt andet sin egen personlige passion for brandet, virksomhedens kultur og det globale udsyn hos Lego som nogle af årsagerne til, at hun valgte at tage springet.
– Og så synes jeg generelt Lego har gang i rigtig mange spændende ting, som jeg nu glæder mig til at blive en del af, siger Mari-Louise Jonsson.
Hos envision kommer den tidligere Sunrise-partner og tv-profil Anne Glad fremover til at sidde i Mari-Louise Jonssons stol.
– Mari-Louise har været en central figur i envision og har været med til at udvikle bureauets viden og kompetencer inden for forbrugerkommunikation og store brands. Derfor er vi naturligvis lidt stolte over, at kunne ”aflevere” Mari-Louise til Lego, som er et af Danmarks mest kendte internationale brands. Og med Anne Glad om bord har vi på bedste vis sikret, at vi hos envision kan fortsætte vores arbejde med at udvikle innovative og værdiskabende kommunikationsløsninger til vores kunder, siger envision-direktør Mona Juul.