Hvordan går det egentlig med samarbejdet mellem full-service bureauet Envision og Anew, her 5 måneder efter købet?

Vi spørger, fordi Mona Juul netop har givet Esben Amtorp fra Anew ansvaret for den digitale udvikling på tværs af begge bureauer. 

Hvad er meningen?

– Jeg kan godt forstå, du spørger. Vi har valgt ikke at oprette en digital afdeling, da dette er det samme som at sige, at alle andre ikke er digitale. Det holder jo ikke, siger Mona Juul, adm. direktør for Envision og bestyrelsesformand for Anew. 

– Hos Envision arbejder vi ud fra en digital hub, som skal facilitere de digitale kompetencer, vi har internt. Fordi den verden vi lever i nu og i fremtiden gør, at vi alle er digitale. Super dygtige Esben Amtorp fra Anew er sat i spidsen for dette kompetencecenter, og kommer til at drive det på tværs af Anew og Envision.

Her ligger faglige udfordringer

Kun 5 måneder efter Envisions køb af Anew overtager Esben Amtorp således det daglige ansvar for den digitale kompetence i begge bureauer. Esben Amtorp kommer fra en stilling som digital direktør & partner i Anew, men skal fremadrettet stå i spidsen for den digitale udvikling på begge sider af Storebælt.

– Det er med megen stolthed, at jeg går til opgaven, og jeg ser frem til at udnytte et kæmpe potentiale. Det er en naturlig udvikling af et tæt samarbejde de seneste 5 måneder, fortsætter Esben Amtorp, nu digital direktør hos Envision og Anew.

– Det er en utrolig spændende opgave med både personlig og faglig udfordring. Jeg ser et fremragende digitalt fundament, som vi udbygger i samarbejde med de øvrige kompetenceområder, uddyber Esben Amtorp.

Men hvorfor er der overhovedet brug for at skabe en digital hub? Burde det ikke ligge i alle medarbejderes dna at være digitale?

– Det ligger i alle medarbejderes natur at tænke digitalt, men digitalt er mange ting og én skal sætte retningen for det, og der er vi overbevist om, at Esben er den rette mand til jobbet, slutter Mona Juul.